Astralis henter tidligere nøglespiller hjem til holdet
Computerspilleren Emil "Magisk" Reif vender hjem til Astralis efter mere end tre år på udenlandske hold.
Counter-Strike-holdet Astralis har forstærket holdet med en gammel kending.27-årige Emil "Magisk" Reif er tilbage på det danske mandskab efter at have tilbragt mere end tre år på holdene Vitality og Falcons.
Det oplyser Astralis i en pressemeddelelse.
"Magisk" overtager i resten af 2025 den plads, som Martin "stavn" Lund efterlader, fordi han af personlige årsager må holde pause fra computersporten.
- Astralis betyder meget for mig, så jeg er selvfølgelig glad for at kunne hjælpe. Det bliver sjovt at trække trøjen med stjernen over hovedet igen i de kommende måneder.
- Vi har kort tid, men jeg er ekstremt motiveret for at bidrage til holdet sammen med drengene, samtidig med at mine tanker går til Martin - jeg håber, han får den tid, han har brug for, siger Emil "Magisk" Reif.
Den tidligere profil var med i Astralis' storhedstid. Han var en del af af holdet, der vandt tre majorturneringer og har siden føjet yderligere en majortitel til cv'et som medlem af Falcons.
- Vi bakker 100 procent op om "stavn" og hans ønsker om en pause og prioritering af helbredet. Vi glæder os til at se ham tilbage på serveren, når han er fit for fight, lyder det i meddelelsen.
Astralis har ad flere omgange ligget nummer et på verdensranglisten - senest i foråret 2021. Aktuelt er danskerne nummer 11 på verdensranglisten.
/ritzau/