Dommer i USA bremser deportationer af uledsagede børn fra Guatemala

1. SEP 2025 • 03:29UDLAND

Midlertidigt forbud betyder, at guatemalanske børn i 14 dage er beskyttet mod at blive deporteret fra USA.

En føderal dommer i USA har søndag bremset præsidentens administrations forsøg på at deportere en gruppe guatemalanske børn.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til mandag.

Kort tid efter klokken 01 natten til søndag lokal tid indgav gruppen National Immigration Law Center således en akut begæring til landets distriktsdomstol i forbundshovedstaden Washington D.C.

Her anmodede de om et midlertidigt forbud mod, at ti migranter - som alle er børn, der er kommet til USA uden deres forældre - skulle deporteres.

Under et retsmøde, der på usædvanlig vis fandt sted i weekenden, fortalte distriktsdommer Sparkle Sooknanan, at hun var blevet vækket klokken 02.35 for at tage stilling til sagen.

Hun har efterfølgende beordret et midlertidigt forbud mod, at børnene udvises fra USA.

De ti børn er i alderen 10 til 17 år, og forbuddet gælder i 14 dage.

Sparkle Sooknanans midlertidige forbud gælder dog ikke kun de ti børn, men alle guatemalanske børn, som er kommet ind i USA uden deres forældre, og som er i de amerikanske sundhedsmyndigheders varetægt.

Ifølge National Immigration Law Center kan der i alt være tale om hundredvis af børn.

En advokat for den amerikanske regering bekræftede søndag aften, at børnene inden forbuddet allerede var blevet sat på fly, der skulle flyve dem tilbage til Guatemala.

De er efterfølgende blevet fjernet fra flyet og er nu igen i pleje hos myndigheden Office of Refugee Resettlement (ORR).

USA's præsident, Donald Trump, har iværksat en strengere kurs i forhold til immigration, efter at han i januar blev indsat i Det Hvide Hus. Blandt andet har han ønsket en øget indsats, når det kommer til uledsagede migrantbørn.

Mindreårige migranter, der krydser grænsen til USA uden en forælder eller en værge, klassificeres som uledsagede. De sendes typisk til krisecentre, inden de eksempelvis kan blive anbragt hos et familiemedlem eller en plejefamilie.

Guatemalas præsident, Bernardo Arévalo, sagde i juli, at hans regering vil samarbejde med USA om at få uledsagede børn sendt tilbage til Guatemala.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT