Kinas præsident kritiserer mobning i verden under topmøde
Rusland, Indien og Belarus deltager i et topmøde i Kina, hvor Xi Jinping kritiserer global mobning.
Kinas præsident, Xi Jinping, kritiserer, hvad han betegner som mobning i verdensordenen.Det sker på et topmøde med Shanghai Cooperation Organisation (SCO).
De sikkerheds- og udviklingsmæssige opgaver, som medlemslandene står over for, er blevet endnu mere udfordrende, siger han i sin tale til repræsentanterne fra de deltagende lande.
SCO består af Kina, Indien, Rusland, Pakistan, Iran, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Usbekistan og Belarus.
Med blikket rettet fremad, mens verden gennemgår turbulens og forandringer, må vi fortsætte med at følge SCO-ånden og bedre udføre organisationens funktioner, siger Xi.
Det fremgår ikke, hvem han mener, står bag den såkaldte mobning. Ifølge nyhedsbureauet AFP er det en skjult henvisning til USA.
Xi sagde videre til SCO-lederne, der blandt andet talte den russiske og belarusiske præsident, Vladimir Putin og Alexandr Lukasjenko, at den globale situation er blevet mere kaotisk og sammenflettet.
Putin, Lukasjenko og Indiens premierminister, Narendra Modi, ankom tidligere på en rød løber, hvor de poserede på et gruppebillede.
USA's præsident, Donald Trump, har indført høje toldsatser på varer fra både Kina og Indien.
Tidligere på året indførte Trump en toldsats på 145 procent på kinesiske varer. Kina svarede igen og indførte told på 125 procent. De to lande har imidlertid indgået en toldpause, som gør, at tolden på kinesiske varer nu er 30 procent, og tolden på amerikanske varer er 10 procent.
Den amerikanske told på indiske varer er tidligere i august blevet fordoblet fra 25 til 50 procent. Årsagen er ifølge Trump, at man vil straffe Indien for at købe russisk olie.
7. august trådte nye amerikanske toldsatser i kraft for flere end 60 lande og territorier. De berører eksempelvis Indien, Schweiz og Taiwan.
De amerikanske toldsatser for de mere end 60 lande og områder ligger mellem 10 og 41 procent.
/ritzau/AFP