Leverkusen skiller sig af med Erik ten Hag efter tre kampe
Erik ten Hag er færdig som træner for Bayer Leverkusen, som fyrer ham efter bare tre kampe.
Ægteskabet mellem Bayer Leverkusen og træner Erik ten Hag blev mildest talt ikke en succes.Hollænderen er færdig i klubben efter bare tre kampe. Det oplyser Leverkusen i et opslag på det sociale medie X.
55-årige ten Hag blev ansat for bare tre måneder siden. I de to ligakampe under hans ledelse hentede Leverkusen et enkelt point, mens det blev til en sejr i den tidlige pokalkamp.
Det er endnu ikke meldt ud, hvem der skal afløse Erik ten Hag som permanent cheftræner.
- Træningen vil blive varetaget af den assisterende trænerstab for nuværende, lyder det i Bayer Leverkusens opslag.
Efter de to første spillerunder i ligaen er Leverkusen nummer 12.
I den forgangne sæson blev holdet nummer to. Det skete, året efter at holdet under Xabi Alonso havde vundet mesterskabet i suveræn stil uden at tabe en eneste kamp.
Alonso tog denne sommer videre til Real Madrid, og så pegede pilen på den tidligere Ajax- og Manchester United-træner.
Ten Hag stod i spidsen for Premier League-klubben fra sommeren 2022 og frem til efteråret 2024, hvor skuffende resultater blev udslagsgivende for hans fyring.
Hans kontrakt med Leverkusen stod til at udløbe om to år, men klubben var ikke begejstret for den kurs, han havde sat.
Det siger sportsdirektør Simon Rolfes til Leverkusens hjemmeside.
- Beslutningen var ikke nem. Ingen har lyst til at tage det skridt, men de seneste uger har vist, at det ikke er holdbart at bygge et nyt og succesfuldt hold med det her setup.
- Vi tror på holdets kvalitet og vil gøre alt for, at vi kan tage de næste skridt i udviklingen af det nye setup, siger han.
/ritzau/