Jamming afskar von der Leyens fly fra gps-signal inden landing

1. SEP 2025 • 12:48UDLAND

En talsperson fra EU-Kommissionen bekræfter, at fly med kommissionsformand om bord oplevede gps-forstyrrelser.

Et fly med EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, om bord blev søndag nødt til at lande uden brug af gps-signal efter jamming.

Det siger tre unavngivne kilder med kendskab til sagen til Financial Times.

Jamming dækker over, at gps-signalet bliver overdøvet af et udefrakommende støjsignal.

Ifølge mediet blev gps-signalet i en bulgarsk lufthavn deaktiveret, forud for at flyet med von der Leyen skulle lande i lufthavnen.

En talsperson fra EU-Kommissionen bekræfter mandag, at flyet med von der Leyen om bord landede i Bulgarien, efter at gps-signalet fra blevet jammet.

- Vi kan bekræfte, at der var gps-jamming, men flyet landede sikkert i Bulgarien, siger talspersonen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi har modtaget information fra de bulgarske myndigheder om, at de mistænker, at dette skyldtes åbenlys indblanding fra Rusland, lyder det videre.

Ifølge Financial Times' kilder cirkulerede flyet i omkring en time over lufthavnen, før piloten besluttede at lande manuelt ved alene at bruge analoge kort.

- Gps-signalet i hele lufthavnens område blev mørkt, siger en af kilderne til Financial Times.

- Det var ubestrideligt indblanding, lyder det videre.

Ursula von der Leyen fløj søndag fra Warszawa i Polen til Plovdiv i Bulgarien for at mødes med den bulgarske premierminister, Rosen Zhelyazkov.

De bulgarske luftfartsmyndigheder har bekræftet hændelsen søndag over for Financial Times.

I et svar skriver myndigheden, at der har været en "bemærkelsesværdig stigning" i antallet af jamming- og spoofing-hændelser siden februar 2022. Det var i februar 2022, at Rusland invaderede Ukraine.

- Disse indblandinger forstyrrer nøjagtigheden af signaler, hvilket fører til forskellige operationelle udfordringer for flysystemer og systemer på jorden, skriver Bulgariens luftfartsmyndighed til mediet.

Begrebet spoofing dækker over bevidst udsendelse af falske gps-signaler for at give misvisende oplysninger om eksempelvis position, kurs og tid.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT