Paven skal bygge bro mellem store verdensreligioner i Bahrain
Den katolske tros overhoved, pave Frans, rejser torsdag til Bahrain og skal holde en stor gudstjeneste.
Pave Frans besøger Bahrain på den arabiske halvø, islams vugge, for at fremme samarbejdet mellem forskellige trosretninger.Han lander i det lille kongerige i Den Persiske Bugt torsdag.
Først skal han mødes med Bahrains konge, Hamad bin Isa Al-Khalifa, i hovedstaden, Manama, skriver AFP.
Lørdag skal paven holde en stor gudstjeneste for omkring 28.000 mennesker på Bahrains nationale stadion.
Der vil under gudstjenesten være et multinationalt kor bestående af 100 mennesker. Koret vil synge på både engelsk, arabisk, hindu, latin og tagalog, som er førstesproget for en fjerdedel af Filippinernes befolkning.
Det katolske mindretal i Bahrain udgøres i høj grad af udenlandsk arbejdskraft fra Indien og Filippinerne.
Paven skal i løbet af turen også besøge Forum of Dialogues konference om samarbejde mellem trosretningerne.
Her skal han mødes med storimamen fra Egyptens al-Azhar moské, Ahmed el-Tayeb. Derudover skal han også mødes med andre medlemmer af The Muslim Counsil of Elders.
Han kommer også til at lægge vejen forbi Sacred Heart Church i Bahrain, der var den første kirke, som blev bygget på den arabiske halvø. Den blev indviet juleaften 1939.
Flere menneskerettighedsgrupper i landet beskylder kong Hamad, som er sunnimuslim, for at undertrykke Bahrains shiamuslimske mindretal.
Grupperne håber på, at pave Frans kan presse kongen til at stoppe denne undertrykkelse.
Det bliver anden gang pave Frans besøger halvøen. Sidste gang var i 2019, hvor han holdt en gudstjeneste under åben himmel for 170.000 mennesker i De Forenede Arabiske Emirater (FAE).
Omkring to millioner katolikker kalder den arabiske halvø for deres hjem. Én million af dem bor i FAE.
Katolikker kan frit praktisere deres religion i alle lande på halvøen med undtagelse af Saudi-Arabien, hvor alle andre religioner end islam er forbudt.
- Pave Frans' besøg kommer til at styrke Bahrains rolle som religiøs brobygger mellem Mellemøsten og Vesten, siger Charbel Fayad, præst i Sacred Heart Church.
/ritzau/