Motorveje blokeret i Israel inden muligt krigsmøde om Gaza
Demonstranter skaber problemer i trafikken på en dag, hvor kabinettet ventes at diskutere angreb på Gaza By.
Store veje på tværs af Israel har tirsdag været blokeret af demonstranter med brændende bildæk, skilte og israelske flag.Demonstranterne kræver en aftale om våbenhvile i Gaza og løsladelse af de tilbageværende israelske gidsler i Hamas' varetægt.
Det skriver medierne Times of Israel og CNN.
Demonstrationerne finder sted forud for et møde i Israels sikkerhedskabinet senere tirsdag. Ifølge CNN's oplysninger skal kabinettet drøfte Israels forestående offensiv mod Gaza By.
Det er uvist, om sikkerhedskabinettet også skal drøfte det seneste udkast til en våbenhvileaftale. Det blev godkendt af den militante Hamas-bevægelse for mere end en uge siden, mens Israel endnu ikke er kommet med sit svar.
Forslaget er udarbejdet af mæglere fra Egypten og Qatar og indebærer 60 dages våbenhvile og frigivelse af gidsler ad to omgange.
Israels militær vurderer, at 27 af i alt 49 tilbageværende israelske gidsler i Gaza er døde.
Pårørende til gidsler i Gaza har været med til at arrangere demonstrationerne tirsdag under overskriften "den nationale kampdag".
Én af dem er Yehuda Cohen, som er far til et af Hamas' gidsler.
- Mere end 80 procent ønsker en afslutning på krigen og en gidselaftale. Hele Israel ønsker en ende på dette mareridt, siger Yehuda Cohen til CNN.
Demonstrationerne i Israel finder sted, dagen efter at Israels militær angreb det store Nasser Hospital i Gaza og dræbte 20 personer - herunder fem journalister og fotografer.
Angrebet har affødt kritik fra mange sider, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har beklaget "det tragiske uheld".
Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), er blandt dem, der kritiserer angrebet.
- Jeg er dybt chokeret over Israels angreb på Nasser Hospital i Gaza. Civile, sundhedsarbejdere og journalister skal beskyttes, og angrebet må undersøges. Der er brug for en omgående våbenhvile, og at Israel ændrer kurs, skriver udenrigsministeren i en kommentar til Ritzau.
Israel og Hamas er tidligere blevet enige om midlertidige våbenhvileaftaler, hvor nogle af gidslerne er blevet overdraget fra Hamas til Israel.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, siger nu, at han går efter en omfattende aftale, der vil føre til løsladelsen af alle de tilbageværende gidsler og til en afslutning af krigen i Gaza - på Israels præmisser.
Hamas tog cirka 250 gidsler, da bevægelsen angreb Israel 7. oktober 2023. Desuden blev 1200 personer slået ihjel.
Angrebet førte til Israels krig i Gaza. Den har ifølge Hamas-kontrollerede myndigheder i området kostet flere end 60.000 mennesker livet.
/ritzau/