Menneskerettighedsminister fyret efter anklager om sexchikane

7. SEP 2024 • 04:51UDLAND

Brasiliens menneskerettighedsminister er blevet fyret efter beskyldninger om gentagne tilfælde af sexchikane.

Brasiliens menneskerettighedsminister, Silvio Almeida, er blevet fyret efter at han er blevet beskyldt for gentagne tilfælde af sexchikane, blandt andet af en kvindelig minister.

Det oplyser landets præsidentkontor ifølge nyhedsbureauet AFP en skriftlig udtalelse.

- De grove beskyldninger mod minister Silvio Almeida taget i betragtning og efter at have indkaldt ham til møde ... har præsident Lula besluttet sig for at fjerne ham som chef for ministeriet for menneskerettigheder og statsborgerskab, skriver præsidentkontoret.

- Præsidenten mener ikke, det er holdbart at lade ministeren blive i sit embede beskyldningernes natur taget i betragtning.

Silvio Almeida siger i en udtalelse: "Jeg bad præsident Lula om at afskedige mig".

- Det giver mig mulighed for at bevise min uskyldighed og komme mig oven på det, siger han.

Mediet Metropoles skrev torsdag, at organisationen Me Too Brasil havde modtaget klager over Almeida fra adskillige kvinder, heriblandt Anielle Franco, som er minister for etnisk ligestilling.

Organisationen bekræftede over for Metropoles, at det havde modtaget indberetningerne og oplyste, at de pågældende kvinder havde fået "psykologisk og juridisk bistand".

Dagen efter, fredag, oplyste brasiliansk politi, at det havde iværksat en efterforskning af sagen. Et etisk udvalg, nedsat af præsident Lula, begyndte desuden at granske beskyldningerne.

Mediet UOL bragte et interview med en professor, som fortalte, at Silvio Almeida havde raget på hende foran cirka 15 mennesker til et middagsselskab i 2019.

- Der var mange mennesker til stede. Jeg havde nederdel på, og jeg kan huske hans hænder på mine kønsdele, fortalte hun.

- Jeg skammede mig.

Almeidas hustru, Edneia Carvalho, med hvem han har en etårig datter, har kaldt beskyldningerne "uretfærdige" og "absurde" på det sociale medie Instagram.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

15. SEP 2024 • 22:32UDLAND
Skud affyret ved golfklub nær Trump

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT