Atletikboss søger præsidentpost i IOC blandt syv emner

16. SEP 2024 • 14:02SPORT

Der bliver kamp om at blive den næste IOC-præsident i 2025, da syv kandidater har meldt sig på banen.

Sebastian Coe er blandt syv kandidater til posten som præsident i Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Det skriver IOC mandag på sin hjemmeside.

I øjeblikket er 67-årige Sebastian Coe præsident i Det Internationale Atletik Forbund (World Athletics).

Thomas Bach, der er den nuværende IOC-præsident, sagde i august, at han træder tilbage på posten næste år. På det tidspunkt har Thomas Bach være præsident i 12 år.

På et tidspunkt blev der spekuleret i, om Thomas Bach ville forsøge at stille op endnu en gang, men det afviste tyskeren.

Sebastian Coe er den højest profilerede ansøger til posten, men seks andre har også meldt sig på banen.

Juan Antonio Samaranch, der er søn af den tidligere IOC-præsident med samme navn, Feisal al Hussein, David Lappartient, Kirsty Coventry, Johan Eliasch og Morinari Watanabe er de øvrige seks kandidater.

Kirsty Coventry kan både blive den første kvinde og den første afrikaner på posten, hvis hun skulle blive valgt. Hun er sportsminister i Zimbabwe.

Valget til præsidentposten sker på en IOC-kongres i græske Athen fra 18. til 21. marts næste år.

Forinden vil de syv kandidater præsentere dem selv og deres program. Det vil ske i januar, oplyser IOC.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT