Politi føjer dødstrusler til række af sigtelser mod Mette-Marits søn

16. SEP 2024 • 10:40UDLAND

En telefonsamtale mellem Marius Borg Høiby og forurettet kvinde er baggrunden for sigtelse om dødstrusler.

Sigtelserne mod Marius Borg Høiby, der er kronprinsesse Mette-Marits søn, omfatter nu også dødstrusler.

Det skriver det norske medie Dagbladet, som har fået det bekræftet af en politiadvokat.

Sigtelsen omfattede allerede blandt andet brud på et polititilhold, vold og hærværk.

Sagen begyndte, da 27-årige Borg Høiby i begyndelsen af august i år blev anholdt og sigtet for trusler og vold mod sin daværende kæreste begået natten til den 4. august.

Siden er det blevet bekræftet, at politiet mener, at der er fire forurettede i sagen.

Baggrunden for sigtelsen om dødstrusler er en lydoptagelse af en telefonsamtale mellem Borg Høiby og den forurettede kvinde i kølvandet på episoden natten til 4. august.

I samtalen omtales en mand, som både Høiby og kvinden kender til, skriver Dagbladet.

Manden er ifølge Høiby "dødsensbange", fordi Høiby med egne ord "kommer til at dræbe ham".

Dagbladet har fået bekræftet, at det er samtalen, som er baggrunden for sigtelsen om dødstrusler.

- Jeg kan bekræfte, at der er tale om dødstrusler, siger politiadvokat Andreas Kruszewski til det norske medie.

Borg Høiby har tidligere i et brev til NRK indrømmet vold og brug af rusmidler ved episoden natten til den 4. august.

Selv om den 27-årige nordmand er søn af kronprinsesse Mette-Marit, er han ikke en del af det officielle kongehus i Norge.

Mette-Marit fik ham, før hun mødte kronprins Haakon og giftede sig ind i den norske kongefamilie.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT