Medie: Undersøgelser viser kokain i blodet på Liam Payne

22. OKT 2024 • 07:28UDLAND

En kilde fra Argentinas myndigheder fortæller AP, at Liam Payne havde spor af kokain i blodet, da han døde.

Der er blevet fundet spor af kokain i blodet på sangeren Liam Payne, som i sidste uge døde i Argentina, da han faldt ned fra en balkon på tredje sal på et hotel i hovedstaden, Buenos Aires.

Det oplyser en kilde fra de argentinske myndigheder til det amerikanske nyhedsbureau AP.

Kilden er ifølge AP blevet anonymiseret, fordi vedkommende ikke har lov til at udtale sig om den toksikologiske undersøgelse i sagen. Ifølge nyhedsbureauet forventes den endelige rapport ikke at være klar før om flere uger.

Kilden, som har talt med AP, understreger, at det endnu ikke er til at sige, hvor meget kokain Liam Payne havde i blodet, da han døde.

Liam Payne var med i det uhyre populære boyband One Direction, som blev sat sammen i den britiske version af programmet "X Factor".

Gruppemedlemmerne blev i 2016 enige om at holde en pause fra boybandet, og flere af dem har siden skabt sig succesfulde karrierer som soloartister.

Det amerikanske medie ABC News har også beskrevet den toksikologiske undersøgelse efter at have talt med kilder.

Ifølge ABC News er der fundet et væld af forskellige euforiserende stoffer i hans krop. Det skulle blandt andet være tusi, som også er kendt som lyserød kokain.

Tusi er ifølge ABC News en blanding af methamfetamin, ketamin, ecstasy og en række andre euforiserende stoffer.

ABC News har ligesom AP anonymiseret deres kilder, men beskriver ikke, om de er fra de argentinske myndigheder. Det fremgår desuden ikke helt klart, hvorfor kilderne er blevet anonymiseret.

Sangeren døde natten til torsdag som følge af adskillige skader og både indre og ydre blødninger efter faldet fra balkonen, lød det torsdag efter obduktionen.

Obduktionen indikerer ikke, at andre var involveret i popsangerens død.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT