Harvey Weinstein diagnosticeret med knoglemarvskræft

22. OKT 2024 • 06:27UDLAND

Weinstein har siden juli været indlagt med lungebetændelse og fået en hjerteoperation. Nu har han fået kræft.

Den voldtægtsdømte filmproducent Harvey Weinstein er blevet diagnosticeret med kronisk myeloid leukæmi, der en kræftsygdom i knoglemarven.

Det oplyser flere kilder til medierne NBC News og ABC News.

Weinstein er angiveligt i behandling for sin kræftsygdom i Rikers Island-fængslet i New York.

- Af respekt for Weinsteins privatliv kommer vi ikke til at sige yderligere, skriver Weinsteins juridiske repræsentant i en udtalelse til NBC News.

Det er langt fra første gang, at den 72-årige tidligere filmproducent døjer med helbredsproblemer.

I september gennemgik han en akut hjerteoperation, mens han i juli blev indlagt på hospitalet med lungebetændelse i begge lunger og covid-19.

Weinstein er også tidligere blevet behandlet for hjerteproblemer i 2020.

Han har desuden diabetes og forhøjet blodtryk.

I februar 2020 blev Weinstein i New York dømt for voldtægt og seksuelt overgreb og fik 23 års fængsel.

Dommen blev dog omstødt i april, fordi der under retssagen blev indkaldt vidner, som ifølge appeldomstolen ikke havde været udsat for det, som Weinstein var tiltalt for i sagen.

Efterfølgende har der været nye retsmøder ved retten i New York i september i år, hvor nye anklager er kommet til. Her nægtede Weinstein sig skyldig i de nye anklager.

Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP er det endnu ikke blevet offentliggjort, præcis hvad den tidligere producer anklages for.

Weinstein er til gengæld idømt 16 års fængsel i en særskilt voldtægtssag i Californien.

I årtier var Harvey Weinstein en af de mest magtfulde producere i den amerikanske filmindustri. Han har blandt andet været med til at stifte produktionsselskaberne Miramax og The Weinstein Company.

Han er blevet anklaget for overgreb af en lang række kvinder, siden #MeToo-bevægelsen begyndte at rulle i efteråret 2017.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT