Guvernører: Russiske angreb dræber seks i ukrainske byer

22. OKT 2024 • 01:16UDLAND

Ifølge to ukrainske guvernører har russiske angreb dræbt tre i Zaporizjzja, to i Myrnohrad og en i Kurakhove.

Tre mennesker er blevet dræbt under russiske angreb på byen Zaporizjzja i det sydlige Ukraine. Yderligere tre er blevet dræbt i Donetsk-regionen nær frontlinjen.

Det oplyser regionale guvernører i Ukraine ifølge nyhedsbureauet Reuters mandag aften.

Guvernøren i Zaporizjzja, Ivan Fedorov, skriver på beskedtjenesten Telegram, at et angreb på et beboelsesområde mandag morgen dræbte tre mennesker.

I Donetsk, som ligger længere mod øst, blev to mennesker dræbt i byen Myrnohrad. Det oplyser guvernøren i Donetsk, Vadym Filasjkin.

Myrnohrad ligger øst for byen Pokrovsk. Begge de to byer fungerer som vigtige logistikcentre for de ukrainske styrker.

En person er mandag blevet dræbt i byen Kurakhove, som også er et fokuspunkt for militær aktivitet på østfronten.

Reuters påpeger, at guvernørernes meldinger om dræbte ikke uafhængigt kan verificeres.

Rusland afviser, at det bevidst angriber civile, men det har regelmæssigt affyret missiler og droner mod landsbyer og byer langt bag frontlinjen.

Russiske styrker invaderede Ukraine den 24. februar 2022.

Ruslands begrundelse var, at Ukraine skulle "afnazificeres".

Desuden mente Rusland, at befolkningen i to prorussiske provinser i Donbas-regionen skulle beskyttes mod folkedrab.

Det vides ikke, præcis hvor mange der er blevet dræbt i krigen i Ukraine.

Både amerikanske og ukrainske tal anslår, at mindst 500.000 ukrainere og russere tilsammen har mistet livet.

I september skrev den amerikanske avis The Wall Street Journal, at omkring en million har mistet livet.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT