Hakket oksekød tilbagekaldes efter fund af salmonella

22. OKT 2024 • 10:32INDLAND/KRIMINAL

Hakket oksekød solgt i blandt andet Bilka og Føtex tilbagekaldes efter fund af salmonella.

Danish Crown tilbagekalder flere varianter af hakket oksekød efter fund af salmonella.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Der er tale om hakket oksekød solgt i Bilka, Føtex, Meny, Rema 1000 og på Nemlig.com.

Produktet er også solgt i Spar, Min Købmand, Let-Køb og Løvbjerg.

Oksekødet kan kendes på produktionsdatoen 15. oktober 2024.

Fødevarestyrelsen råder forbrugere til at kassere produktet eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.

Ifølge Sundhed.dk er infektioner med salmonella relativt hyppige og kan give symptomer i form af diarré, kvalme og opkast.

Særligt hos små børn kan diarré og kvalme føre til dehydrering, som kan være farligt.

Som oftest er symptomerne på salmonella milde og går over af sig selv. Hvis man får vedvarende symptomer, bør man henvende sig til sin egen læge, skriver SSI.

Der er flest smittetilfælde med salmonella i sommerhalvåret med størst forekomst i august.

Man bliver typisk smittet via fødevarer, særligt kød, salater og mælkeprodukter.

Hakket kød og fjerkræ bør derfor gennemsteges, anbefaler Fødevarestyrelsen.

I hele stykker kød, som stege og bøffer, sidder bakterierne normalt kun på overfladen. Derfor behøver hele kødstykker ikke at blive gennemstegt, skriver styrelsen.

I marts var hakket oksekød fra England årsag til et større salmonellaudbrud.

Salmonellaen ramte mere end 50 personer i Danmark, skrev Statens Serum Institut i forbindelse med udbruddet efter et større efterforskningsarbejde for at fastlægge årsagen til udbruddet.

Derfor råder Fødevarestyrelsen blandt andet til, at man køber hakket kød, som er specielt beregnet til tatar, hvis man ønsker at spise dette.

Derudover bør man vaske hænder, inden man går i gang med madlavningen og efter at have rørt ved råt kød. Man bør også undgå at smage på råt kød, holde det adskilt fra den spiseklare mad samt gennemstege eller gennemkoge hakket kød.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT