Joe Biden afgiver sin stemme otte dage før præsidentvalget

28. OKT 2024 • 18:36UDLAND

Selv om Biden oprindeligt selv var opstillet, afviser han, at det er "bittersødt" at stemme på Kamala Harris.

Med otte dage til det amerikanske præsidentvalg har USA's nuværende præsident, Joe Biden, mandag afgivet sin stemme.

Det gjorde han på et valgsted i New Castle i sin hjemstat, Delaware.

Det skriver CNN og nyhedsbureauet Reuters.

Dermed har Biden udnyttet en mulighed, som mange andre amerikanske vælgere også gør brug af - nemlig at stemme forud for valgdagen.

Adspurgt om det var "bittersweet" - bittersødt - at stemme ved et præsidentvalg, hvor Joe Biden oprindeligt selv var opstillet som Demokraternes kandidat, svarede han, at det bare var "sweet".

Herefter sagde han, at han tror på, at Kamala Harris vinder valget.

Harris overtog posten som Demokraternes præsidentkandidat, efter at Joe Biden trak sig i juli.

Det gjorde han efter tiltagende tvivl i offentligheden om, hvorvidt han ville være i stand til at varetage præsidentembedet i yderligere fire år.

Ved valgstedet i Delaware kommenterede Biden et vælgermøde, som Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, afholdt i arenaen Madison Square Garden i New York søndag aften.

- Det er pinligt, det er ganske enkelt pinligt, sagde Biden om vælgermødet.

Det er uklart, præcist hvad der ifølge præsidenten var pinligt, men blandt andet har komikeren Tony Hinchcliffes optræden på vælgermødet affødt stor kritik.

Fra scenen sagde Hinchcliffe, at den caribiske østat Puerto Rico, der er et oversøisk amerikansk territorium, er "en flydende ø af skrald".

- Det er under enhver præsidents værdighed, men det er vi ved at være vant til, sagde Biden med henvisning til Trumps vælgermøde.

- Det er derfor, dette valg er så vigtigt, sagde han videre ifølge CNN.

Tidligere på dagen adresserede Kamala Harris også Trumps vælgermøde i New York. Her sagde hun ifølge CNN, at Trump endnu en gang har forsøgt at splitte den amerikanske befolkning.

Det amerikanske præsidentvalg finder sted tirsdag 5. november.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT