Japansk kystvagt melder om ballistiske missiler fra Nordkorea

1. OKT 2022 • 02:04UDLAND

Nordkorea har affyret ballistiske missiler for fjerde gang i denne uge, lyder det fra den japanske kystvagt.

Nordkorea har lørdag morgen lokal tid affyret, hvad der tilsyneladende er ballistiske missiler.

Det oplyser den japanske kystvagt med henvisning til forsvarsministeriet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mindst to projektiler er blevet affyret fra Nordkorea, oplyser kystvagten.

Unavngivne regeringskilder siger til det japanske medie NHK, at projektilerne ser ud til at være faldet ned uden for Japans eksklusive økonomiske zone.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at missilerne er affyret mod østkysten af den koreanske halvø.

Det er fjerde gange i denne uge, at Nordkorea affyrer missiler.

Affyringen sker, efter at USA's vicepræsident, Kamala Harris, i denne uge har besøgt Sydkorea. Inden Harris' besøg i Sydkorea affyrede Nordkorea også missiler.

Fredag holdt de amerikanske, japanske og sydkoreanske flåder desuden en trilateral anti-ubådsøvelse for første gang i fem år.

Det amerikanske militær oplyser, at det er klar over, at de ballistiske missiler er blevet affyret, men at de ikke udgør en trussel mod amerikanske eller allierede soldater i området.

I august holdt USA og Sydkorea desuden den største fælles militærøvelse i ligeledes omkring fem år, Ulchi Freedom Shield, hvilket øgede spændingerne på den koreanske halvø.

Test af atomvåben og affyring af ballistiske missiler har længe været forbudt af FN's Sikkerhedsråd.

Det japanske forsvarsministerium oplyser, at begge missiler fløj i en højde af 50 kilometer og havde en rækkevidde på 350 kilometer.

Nordkorea, der også har atomvåben, har gennemført rekordmange våbentest dette år. Blandt dem er affyringer af ballistiske missiler.

Analytikere ser ifølge Reuters den øgede nordkoreanske testaktivitet som et forsøg på at opbygge operationelle våben.

De mener også, at Nordkorea udnytter, at verden i øjeblikket er mest fokuseret på krigen i Ukraine.

- På trods af Nordkoreas interne svagheder og internationale isolation er det i høj fart i gang med at modernisere våben og drage nytte af en verden, der er splittet af rivaliseringen mellem Kina og USA og Ruslands annektering af ukrainsk territorie, siger Leif Eric Easley, der er professor på Ewha University i Sydkoreas hovedstad, Seoul.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT