Israelsk angreb dræber to og sårer en i Syrien

27. JUN 2024 • 01:43UDLAND

Sent onsdag har Israel udført luftangreb mod en række mål i det sydlige Syrien, lyder det fra statsmedie.

To er blevet dræbt, og en soldat er blevet såret under et israelsk luftangreb på det sydlige Syrien.

Det oplyser det syriske statsmedie Sana sent onsdag aften ifølge nyhedsbureauet AFP.

Angrebet har ramt en række mål, lyder det videre.

Ifølge ngo'en Syrian Observatory for Human Rights ramte angrebet en bygning, som har tilknytning til en fond, der er associeret med proiranske grupper herunder Libanons Hizbollah-bevægelse.

Angrebet var nær byen Set Zaynab, som er hjemsted for en shiamuslimsk helligdom, der er beskyttet af proiranske militser og hæren.

Sana skriver tilmed, at syrisk luftforsvar har nedskudt flere missiler.

Syrian Observatory for Human Rights beretter om andre dødstal end Sana. Ngo'en skriver, at tre er døde og yderligere 11 er sårede, skriver AFP.

Israel har gennemført hundredvis af angreb i nabolandet siden begyndelsen af den syriske borgerkrig i 2011. Angrebene er primært rettet mod militære mål og proiranske soldater.

Israel kommenterer sjældent på individuelle angreb i Syrien. Israel har dog flere gange oplyst, at landet ikke vil tillade ærkefjenden Iran at udvide sin tilstedeværelse i Syrien.

Siden Israels krig i Gazastriben startede, er frekvensen af israelske angreb i Syrien taget til.

Israels krig i Gazastriben har varet syv måneder. Den brød ud, efter at Hamas angreb Israel, dræbte cirka 1200 mennesker og tog 250 gidsler 7. oktober sidste år.

Krigen i Syrien har kostet mere end en halv million mennesker livet og fordrevet millioner, siden den brød ud, da styret i hovedstaden Damaskus begyndte at slå ned på protester mod regeringen under Det Arabiske Forår.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

29. JUN 2024 • 23:38SPORT
Thomas Delaney: Den er meget tung