Ny skovbrand nær Athen udløser varsel om mulig evakuering

29. JUN 2024 • 17:03UDLAND

Siden tidligt lørdag morgen er omkring 40 brande brudt ud i skov- og naturområder rundt om i Grækenland.

Omkring 80 brandfolk og 12 brandslukningsfly er lørdag sat ind for at forhindre en skovbrand i at brede sig nord for Grækenlands hovedstad, Athen.

Branden er opstået efter flere uger uden særligt meget regn og temperaturer over 35 graders varme.

Lokale myndigheder oplyser, at ingen huse umiddelbart er truet af branden.

Der er heller ikke meldinger om, at nogen mennesker er kommet til skade.

Men indbyggere i området har fået besked på at være klar til at forlade området, hvis det bliver nødvendigt. Det skriver den græske netavis Ekathimerini.

Kraftige vinde har fået branden til at brede sig i det tørre terræn og gør slukningsindsatsen mere vanskelig.

- En betydelig styrke er til stede og kæmper en brav kamp, siger en talsmand for brandvæsnet.

Det er ventet, at yderligere 100 brandfolk fra andre dele af Grækenland vil blive sendt til området omkring 20 kilometer nord for Athen for at hjælpe med at få slukket branden, siger talsmanden.

En tyk sky af røg kan lørdag ses på himlen over Athen, der er omgivet af bjerge. Store dele af byen lugter af brændt træ og aske, skriver nyhedsbureauet dpa.

- Situationen er indtil videre stabil, siger viceguvernør for dele af Athen Costas Zobos til græsk tv.

Bare siden de tidligere morgentimer lørdag er omkring 40 brande brudt ud i skov- og naturområder rundt om i Grækenland.

Ifølge tv-stationen ERT er der ikke umiddelbart fare for, at branden når frem til nogen af Grækenlands turistområder eller attraktioner.

Den type brande er almindeligt forekommende i Grækenland og andre lande omkring Middelhavet. Men i de seneste år er de blevet værre, fordi sommerperioderne har været varmere og præget af tørke og blæsevejr.

Forskere peger på klimaforandringer som en underliggende årsag.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU