Putin: USA har sendt førhen forbudte raketter til Danmark

28. JUN 2024 • 22:54UDLAND

Ifølge Putin har USA genoptaget sin produktion af mellemdistanceraketter og placeret nogle i Danmark.

Rusland vil ifølge landets præsident, Vladimir Putin, genoptage produktion af kort- og mellemdistanceraketter.

Han hævder, at USA har genoptaget sin produktion, og at amerikanerne for nylig har sendt mellemdistanceraketter til Danmark. Her skal de ifølge den russiske præsident bruges til militære øvelser.

Han uddyber ikke, hvor han har oplysningerne fra, eller hvordan og hvornår raketterne i givet fald skulle være kommet til Danmark.

Men det kalder på et russisk modsvar, siger han.

- Vi bliver nødt til at reagere på det og beslutte, hvad vi skal gøre som det næste inden for dette område. Det lader til, at vi bliver nødt til at begynde at producere disse raketsystemer, siger Putin.

- Og så skal vi, ud fra realiteterne i den aktuelle situation, tage beslutninger om, hvor vi skal indsætte dem for at varetage vores sikkerhed.

Der er faktisk nogen sandhed i Putins påstand om mellemdistancemissiler, fortæller Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

- Amerikanerne har for nylig bygget nogle systemer, som kan skyde med mellemdistancemissiler fra nogle containere på land.

- Lige præcis det her system var på en øvelse på Bornholm i maj måned. Så på den måde har Putin en pointe, siger militæranalytikeren.

Forsvaret beskrev selv militærøvelsen med den containerbaserede missilplatform tilbage i maj måned i en pressemeddelelse.

- Forsvaret meldte ud, at det var en anden type missiler, der kan nå væsentligt kortere, men det kan russerne jo ikke se.

- Så det er forståeligt nok, hvis de tolker det sådan, at de her systemer er noget, som amerikanerne er villige til at sætte ind i Europa, siger militæranalytikeren.

Anders Puck Nielsen vurderer, at Putin kommer med udmeldingen om mellemdistancemissiler i Danmark, fordi han gerne vil "puste til frygten for eskalation og våbenkapløb i Europa".

- Han vil gerne have, at Vesten får skylden for en eskalation. Men det handler også om at skræmme de vestlige lande til at holde op med at hjælpe Ukraine, siger han.

Ritzau forsøger fredag aften at indhente en kommentar fra Forsvarsministeriet.

Putin siger videre, at USA også har placeret denne type raketter i Filippinerne.

Hans udtalelser faldt under et møde i Ruslands sikkerhedsråd, som blev sendt på russisk tv fredag.

Mellemdistanceraketter har en rækkevidde på mellem 500 og 5500 kilometer. De er i stand til at medbringe atomsprænghoveder.

Raketterne var forbudt ifølge nedrustningsaftalen INF, der blev indgået mellem USA og det daværende Sovjetunionen i 1987.

Men både USA og Rusland satte denne traktat i bero i 2019.

Det skete, efter at USA's daværende præsident, Donald Trump, i 2018 meddelte, at han ville trække sig fra INF. Han sagde, at det skyldtes Ruslands mangeårige brud på traktaten.

Det fik på det tidspunkt Putin til at advare om, at USA's exit kunne udløse et nyt våbenkapløb.

Tidligere i denne måned talte den russiske præsident om muligvis at opstille missiler, der kan nå USA og Europa.

Det kan ske, hvis amerikanerne og europæerne giver Ukraine lov at ramme mål i Rusland med langtrækkende våben, som Ukraine har fået fra Vesten, sagde Putin.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU