Donald Trump tog kampen op mod forkølet Joe Biden

28. JUN 2024 • 05:10UDLAND

Donald Trump og Joe Biden mødtes natten til fredag i den første præsidentdebat i den amerikanske valgkamp.

Det blev til tider meget personligt, da ekspræsident Donald Trump og præsident Joe Biden natten til fredag dansk tid for første gang i den indeværende amerikanske valgkamp mødtes i en debat.

Demokraten Biden beskrev under den 1,5 timer lange debat republikaneren Trump som kriminel.

- Trump havde sex med en pornostjerne, mens hans kone var gravid. Han har samme moral som en hjemløs kat, lød det fra Biden.

Trump blev for nylig kendt skyldig i 34 lovovertrædelser ved en domstol i New York. Den var den første af flere retssager, der er planlagt mod ham.

Trump afviser, at det skulle være sket.

I den såkaldte tys-tys-sag blev ekspræsidenten kendt skyldig i alle 34 anklagepunkter. Sagen udsprang af, at Trump betalte penge til pornoskuespilleren Stormy Daniels i valgkampen i 2016 for at få hende til at tie om et seksuelt forhold, de to havde i 2006.

Som modsvar nævnte Trump Bidens søn Hunter Biden, som for nylig blev fundet skyldig at have løjet om sit stofmisbrug for at kunne købe et våben.

Kandidaterne brugte den første halve time på at debattere emner som USA's økonomi, abortlovgivning og indvandring.

Mellem linjerne var der fokus på de to kandidaters alder, og særligt 78-årige Trump gik til angreb på 81-årige Bidens fortalelser.

- Jeg ved virkelig ikke, hvad han sagde om det her, og jeg tror ikke, at han selv ved, hvad han sagde, lyder det fra Trump med henvisning til Bidens udtalelser under en diskussion om indvandring.

Debatten fandt sted i Atlanta og blev sendt på tv-stationen CNN, der undervejs havde mulighed for at slukke for kandidaternes mikrofon, hvis de overskred deres taletid - hvilket skete for Trump.

Biden var tydeligvis hæs i stemmen og stammede flere gange undervejs. Biden har stammet, siden han var barn. Det Hvide Hus oplyste under debatten, at Biden er forkølet.

Efter omkring 40 minutter nåede kandidaterne til spørgsmålet om forsvarsalliancen Nato og krigen i Ukraine.

Trump har tidligere sået tvivl om USA's opbakning til Nato. Og der er intet, der tyder på, at han har ændret holdning.

Direkte adspurgt af Biden, om Trump vil trække USA ud af Nato, svarede ekspræsidenten med intet andet end at trække på skuldrene.

Trump afveg ofte fra emnerne for de spørgsmål, værterne stillede ham.

Adspurgt om, hvad han vil gøre for at begrænse klimaforandringerne, begyndte Trump at tale om rent drikkevand og dernæst prisen på insulin.

- Jeg havde de bedste miljømæssige tal nogensinde, sagde Trump uden at henvise til noget specifikt.

Biden svarede tilbage, at Trump ikke har gjort noget som helst for miljøet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU