EU fordømmer beskydning af FN-styrker i Libanon

10. OKT 2024 • 20:32UDLAND

FN-styrker er ramt i Libanon, og Israel kritiseres nu. Ifølge Israel blev FN-styrker advaret.

Israel kritiseres fra flere sider, efter at to fredsbevarende FN-soldater er blevet såret i Libanon.

EU's udenrigschef, Josep Borrell, skriver på det sociale medie X, at "endnu en grænse er blevet overskredet på farlig vis i Libanon" ved, at det israelske militær "beskyder fredsbevarende styrker, hvis stillinger er kendte".

- Vi fordømmer denne uacceptable handling, som ikke kan retfærdiggøres, skriver han.

FN's fredsbevarende styrker i Libanon, Unifil, har udtalt, at en israelsk kampvogn skød mod et vagttårn i Naqoura i det sydlige Libanon.

Det førte til, at to Unifil-soldater faldt ned fra tårnet og blev såret.

- Ethvert bevidst angreb på fredsbevarende styrker er et alvorligt brud på den humanitære folkeret, står der i en meddelelse fra Unifil.

Flere lande har udtalt sig kritisk om hændelsen.

- Frankrig udtrykker dyb bekymring efter de israelske skud, som ramte Unifil, og fordømmer ethvert angreb på Unifils sikkerhed, udtaler det franske udenrigsministerium i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi afventer en forklaring fra de israelske myndigheder, står der videre.

Italien har protesteret over for Israel, siger den italienske forsvarsminister, Guido Crosetto, ifølge Reuters.

At skyde mod Unifil-baser er "totalt uacceptabelt", siger han i en meddelelse.

Også Spanien retter hård kritik mod Israel. Landet kalder hændelsen et "groft brud på folkeretten".

- Den spanske regering fordømmer kraftigt den israelske beskydning, som ramte Unifil-hovedkvarteret, skriver landets udenrigsministerium.

Israels militær anerkender ifølge Reuters, at landets styrker udførte militæroperationer i Naqoura nær en base med fredsbevarende FN-styrker.

Militæret udtaler, at FN-styrker blev instrueret i at blive i beskyttede områder, hvorefter israelske styrker åbnede ild.

Hændelsen er sket, mens Israel er i gang med en markant optrappet offensiv mod den libanesiske militante og politiske bevægelse Hizbollah.

Konflikten med Hizbollah blussede for alvor op på ny for et år siden, da Hizbollah begyndte at skyde mod Israel i sympati med Hamas i Gaza.

De seneste uger har Israel igen og igen bombet Beiruts sydlige forstæder, hvor Hizbollah står stærkt.

Også områder sydpå i Libanon har været genstand for Israels bombeangreb, samtidig med at israelske soldater er gået ind på landjorden i Libanon.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT