Ukraine-topmøde i Tyskland udsættes af Biden-fravær

9. OKT 2024 • 13:29UDLAND

USA's præsident, Joe Biden, kan ikke komme til Ukraine-topmøde, og nu er det udskudt.

Et Ukraine-topmøde på den amerikanske base Ramstein i Tyskland er udsat.

Det oplyser det amerikanske militær onsdag i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Meldinger om fremtidige møder i Ukraine Defense Contact Group vil komme, står der i meddelelsen.

Under besøget i Tyskland skulle USA's præsident, Joe Biden, lørdag have været vært for mødet. Men han udskød rejsen, da han har travlt med at hjælpe efter orkanen Helenes hærgen i det sydøstlige USA.

Ydermere ventes en anden orkan at ramme Florida onsdag lokal tid.

Siden Bidens afbud tirsdag har der været usikkerhed om topmødet, og blandt andre en rådgiver for den polske præsident, Andrzej Duda, meldte mødet aflyst.

- Præsidenten rejser ikke til Ramstein, for dette møde kommer ikke til at finde sted i Ramstein, sagde Mieszko Pawlak, som er udenrigspolitisk rådgiver for Duda, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ukraine Defense Contact Group - eller Ramstein-gruppen, som den også kaldes - begyndte, efter at Rusland indledte en invasion af Ukraine i februar 2022.

Her samlede den amerikanske regering ligesindede lande, for at de kunne tale om og koordinere våbendonationer over for den ukrainske regerings ønsker.

Lørdagens møde skulle være første gang, at stats- og regeringsledere fra gruppen mødtes i det format.

Den skulle efter planen være indledt med bemærkninger fra Biden, Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og den tyske forbundskansler, Olaf Scholz. Det sagde en tysk embedsmand tirsdag til nyhedsbureauet Reuters.

Embedsmanden talte til journalister på betingelse af at være anonym.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og briternes premierminister, Keir Starmer, skulle også have deltaget.

Men en tysk regeringstalsmand bekræfter til Reuters, at der ikke bliver et Ramstein-møde på lederniveau denne weekend.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT