Bolivias præsident i tv-tale: Bolivia er udsat for et kupforsøg

26. JUN 2024 • 23:09UDLAND

Bolivias præsident, Luis Arce, siger i tv-tale, at landet er udsat for et kupforsøg. Det skriver Reuters.

Et kupforsøg er i gang i Bolivia.

Det siger landets præsident, Luis Acre, i en tv-transmitteret tale sent onsdag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han er ifølge AFP omgivet af sine ministre inde på præsidentpaladset.

- Vi kan ikke tillade, at kupforsøg endnu en gang koster bolivianske liv, lyder det fra Arce ifølge AFP.

Arce har tidligere onsdag fordømt "irregulær mobilisering" af militærenheder i hovedstaden La Paz.

Tungt bevæbnede soldater og pansrede køretøjer har ifølge Reuters samlet sig på den centrale plads Plaza Murillo i byen. Det viser videoer delt på sociale medier ifølge Reuters.

Et pansret køretøj skal ifølge nyhedsbureauet være trængt ind i præsidentpaladset i byen, mens soldater følger efter.

Bolivias tidligere præsident Evo Morales beskylder general Juan Jose Zuniga for at planlægge et kup.

Zuniga siger til en lokal tv-station, at de "tre chefer for de væbnede styrker er kommet for at vise vores utilfredshed".

- Der vil komme et nyt ministerkabinet, tingene vil helt sikkert ændre sig, men vores land kan ikke fortsætte sådan her længere, siger han ifølge Reuters.

Præsident Arce kræver ifølge Reuters, at general Zuniga trækker soldaterne tilbage.

Ifølge AFP har der siden tirsdag været forlydender om, at Zuniga var ved at blive afskediget.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

29. JUN 2024 • 23:38SPORT
Thomas Delaney: Den er meget tung