60 personer er omkommet i ulykke med båd i Nigeria
En båd med over 100 mennesker om bord ramte en træstub under vand, da den kæntrede.
Mindst 60 personer er døde, efter at en båd med over 100 personer om bord er kæntret på en flod i det centrale Nigeria.Det oplyser lokale embedsmænd natten til torsdag.
Fartøjet afgik tirsdag morgen fra Tungan Sule tæt på grænsen til nabolandet Niger, da det ramte en træstub, der var dækket af vand.
Det oplyser Abdullahi Baba Ara, der er formand for Borgu Local Government Area.
Han siger videre, at antallet af ofre kan stige.
- Ti personer er i kritisk tilstand, og vi leder stadig efter mange, lyder det.
En anden lokal embedsmand ved navn Sa'adu Inuwa Muhammad fortæller, at han var på stedet kort efter ulykken, der skete tirsdag klokken 11 lokal tid - klokken 12 dansk tid.
- Jeg var på stedet i går (tirsdag, red.) fra klokken 12.00 til 16.00. Båden havde mere end 100 mennesker om bord.
- Vi bjærgede 31 lig fra floden. Båden blev også bjærget og fjernet, siger han.
Han tilføjer, at størstedelen af de omkomne var kvinder og børn.
Delstaten Nigers statslige beredskabsagentur oplyser, at redningsmandskab og lokale dykkere ledte efter ofrene i floden. De bekræftede 29 dødsfald og 50 redninger. Niger er både navnet på et land i Afrika og en delstat i Nigeria.
Herfra lyder det også, at båden kolliderede med en træstub, hvilket fik den til at kæntre. Det lyder videre, at båden var overfyldt.
Ulykken er en blandt flere i Afrikas mest folkerige land i de seneste år.
Bådulykker sker ofte i Nigeria, hvor både ofte er overfyldte, og sikkerheden er ringe, ligesom der er kraftige oversvømmelser i regntiden.
I juli omkom 13 personer i en båd på vej til et marked i samme område af Nigeria, fordi båden var overfyldt.
I november mistede 27 personer livet, og flere blev meldt savnet, efter at en båd kæntrede på floden Niger.
Måneden inden døde mindst 60 mennesker, da en båd med 300 passagerer, hvoraf mange var kvinder og børn, kæntrede på vej til en religiøs festival i delstaten Niger.
/ritzau/Reuters