Shell dropper stort projekt med biobrændstof i Holland

3. SEP 2025 • 14:34UDLAND

Biobrændstofanlæg i Holland ville ikke have været "konkurrencedygtigt", siger Shell-chef efter byggestop.

Olieselskabet Shell dropper at opføre et biobrændstofanlæg i Rotterdam.

Det oplyser selskabet onsdag i en pressemeddelelse.

Anlægget skulle have omdannet affaldsprodukter som madolie og fedt til SAF (Sustainable Aviation Fuel, red.), som er et alternativt flybrændstof, der skal føre til mindskede udledninger.

Shell igangsatte projektet i 2021.

Men nu vurderer det britiske olie- og gasselskab, at der ikke er nok penge i det.

- Mens vi har gennemgået markedsdynamikkerne og omkostningerne ved færdiggørelse, står det klart, at projektet ikke vil være tilstrækkeligt konkurrencedygtigt til at leve op til vores kunders behov for prisbillige lavudledningsprodukter, siger Machteld de Haan, som er Shells chef for vedvarende energi.

Tidligere har Shell droppet et lignende SAF-projekt i Singapore i marts 2023, skriver The Guardian.

Projektet i Rotterdam skulle oprindelig være gået i drift i april 2024. Senere blev det skubbet til 2025 - og nu er det altså helt droppet.

Over halvdelen af anlæggets kapacitet skulle være gået til at producere SAF.

- Det var en svær beslutning, men den rette, da vi prioriterer vores kapital til de projekter, som lever op til vores kunders behov og giver værdi til vores aktionærer, siger Machteld de Haan.

Projektet blev i sin tid lanceret som et, der skulle bidrage til, at Europa kan leve op sine bindende mål om at mindske udledninger.

I 2023 stod luftfart for omkring 2,5 procent af de globale energirelaterede udledninger. Det skriver Det Internationale Energiagentur, IEA, på sin hjemmeside.

Flyselskaber har luftet frustrationer over, at SAF er for dyrt og svært tilgængeligt, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT