Putin og Kim Jong-un er æresgæster til enorm kinesisk parade

3. SEP 2025 • 05:19UDLAND

Flere end 20 statsledere gæstede Xi Jinpings militærparade, der markerer slutning på Anden Verdenskrig.

Kina har natten til onsdag dansk tid afholdt en stor militærparade i landets hovedstad, Beijing.

Da præsident Xi Jinping ankom sammen med andre statsledere, kunne de fremmødte følge med på en storskærm.

Her sås Xi flankeret af Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Siden sad de to også tæt på ham under selve paraden, der skal markere 80-året for afslutningen på Anden Verdenskrig.

Nyhedsbureauet AFP omtaler russeren og nordkoreaneren som æresgæster til paraden.

Før paraden satte sig i bevægelse, holdt Xi Jinping tale.

Han kaldte Kina ustoppelig.

- Fornyelsen i den kinesiske nation er ustoppelig, og menneskehedens stræben efter fred og udvikling vil sejre, sagde han.

Den kinesiske leder opfordrede alle verdens lande til at eliminere de grundlæggende årsager til krig og forhindre historiens tragedier i at gentage sig.

Flere end 20 statsledere var gæster ved militærparaden. Foruden Putin og Kim Jong-un var Aleksandr Lukasjenko, der er præsident i Belarus, blandt deltagerne.

Samtidig var ledere fra flere asiatiske lande med.

På billeder ses store formationer af soldater ses marchere. Der var også et større antal kampvogne og fly i paraden.

Samtidig blev et nyt atommissil præsenteret.

Formålet med paraden på Tiananmen-pladsen er at fremvise Kinas militær. Landets militære styrke er blandt de største i verden.

Pladsen er på dansk kendt som Den Himmelske Freds Plads.

Paraden kommer, på et tidspunkt hvor Kina har været på kant med verdens største militære magt, USA. Det skyldes især toldpolitikken fra den amerikanske præsident, Donald Trump.

I begyndelsen af ugen holdt Xi Jinping en stor konference, hvor en masse statsledere var med. Her holdt han en tale, hvor der tilsyneladende var en stikpille til Trump og USA.

Tiden er inde til at stå sammen imod hegemoni og magtspil, sagde den kinesiske leder.

Ordet hegemoni betyder overherredømme og bruges til at omtale en supermagt, som dominerer i verden. I nyere tid har det været USA.

Men med Trump i Det Hvide Hus er USA i højere grad end tidligere blevet en grund til øget usikkerhed globalt. Derfor ser Xi nu muligheden for at etablere en ny verdensorden, har analytikere sagt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT