Viborg henter fransk kant på transfervinduets sidste dag
Franskmanden Bilal Brahimi har skrevet under på en fireårig kontrakt med Viborg FF, som henter ham i Caen.
Viborg FF har været en tur i den tredjebedste franske række for at forstærke offensiven.På transfervinduets sidste dag har superligaklubben hentet kantspilleren Bilal Brahimi. Han har skrevet under på en fireårig aftale, oplyser Viborg i en pressemeddelelse.
25-årige Brahimi har spillet i flere franske klubber og skal for første gang prøve kræfter med fodbold uden for landets grænser.
- Jeg glæder mig rigtig meget til udfordringen, og jeg håber på, at jeg kan blive en vigtig spiller for Viborg FF. Jeg skal bidrage med mine offensive kvaliteter, mine driblinger, afleveringer og hårde arbejde, så jeg forhåbentlig kan gøre fansene glade.
- Jeg ved, at der er store ambitioner her, og man drømmer om at spille europæisk fodbold igen, og det håber jeg på, at jeg kan hjælpe med i min tid her, siger Brahimi.
Viborg har haft held og dygtighed til at finde profiler til kanterne de senere år.
For to år siden blev Elias Achouri sendt videre til FC København, og i dette vindue har klubben solgt både Serginho og Isak Jensen.
Forventningerne til nyerhvervelsen er store, understreger sportschef Mads Agesen.
- Bilal Brahimi er en venstrebenet kantspiller, som er teknisk dygtig, driblestærk og bringer noget x-faktor og offensiv flair til vores spil. Det er en type, vi ikke har i truppen i forvejen, så han giver vores offensiv flere muligheder, lyder det fra sportschefen.
/ritzau/