Sortklædte mænd kastede sten efter busser med FCM-fans i Brøndby

1. SEP 2025 • 00:48SPORT

To personer kom lettere til skade, da der blev kastet med sten mod fanbusser uden for Brøndby Stadion.

Glade FC Midtjylland-fans fik søndag aften en ubehagelig overraskelse uden for Brøndby Stadion, da sortklædte mænd dukkede op og kastede med sten efter fanbusserne.

Søndagens sene kamp i Superligaen endte med en 3-1-sejr til FCM, og politiet antager, at det er sure Brøndby-fans, der har kastet stenene.

- De havde sort tøj på, og det var mørkt udenfor, så vi kan ikke vide det med sikkerhed, og vi har heller ingen mistænkte eller anholdte. Men det plejer at hænge sådan sammen, siger vagtchef Bo Nyberg Ris fra Københavns Vestegns Politi.

Mændene angreb busserne, idet udebanefansene var på ved at køre væk fra stadion.

Mindst en bus blev ramt, en rude blev smadret, og to personer er kommet lettere til skade.

- Den ene er blevet ramt af en sten, og den anden blev ramt af glasskår, siger vagtchefen.

Efter søndagens opgør er FCM placeret på andenpladsen i Superligaen. Der er kun et enkelt point op til FC København, og FCM er som det eneste hold fortsat ubesejret i ligaen.

For Brøndby var hjemmebanekampen omvendt afslutningen på en træls uge, der har budt på tre tabte kampe i træk.

Nederlaget til FCM gør ekstra ondt, da det er en af de direkte rivaler i medaljekampen, som Brøndby på det seneste ellers har haft et særdeles godt tag på.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT