Djokovic skriver grand slam-historie med plads i kvartfinale
38-årige Djokovic vandt søndag ottendedelsfinale i US Open over tysker og sætter dermed ny aldersrekord.
Novak Djokovic skrev søndag historie, da den 38-årige serber besejrede tyske Jan-Lennard Struff med 6-3, 6-3, 6-2 og dermed blev den ældste mand, der har nået kvartfinalen i alle fire grand slam-turneringer i løbet af en enkelt sæson.Med søndagens sejr på Flushing Meadows-anlægget i New York har Djokovic fået billet til sin 64. grand slam-kvartfinale, og han kan således fortsætte jagten på sit 25. grand slam-trofæ.
Djokovic dominerede søndagens kamp mod den 35-årige tysker, hvor serberen brød Struffs serv seks gange i løbet af den 109 minutter lange kamp.
- Jeg ved ikke, hvor mange flere jeg kommer til at få, så selvfølgelig er hver enkelt meget særlig, og jeg vil gerne takke jer alle for at være her i aften, lyder det efter sejren fra Djokovic.
Struff, der er rangeret nummer 144 på verdensranglisten, havde forud for søndagens opgør besejret tre seedede spillere og nået sin første fjerde runde af US Open, der blev indledt 24. august.
Han formåede dog ikke på noget tidspunkt at lægge reelt pres på serberen, der er seedet som nummer syv.
Serberen fik undervejs brug for behandling fra sin fysioterapeut til sin højre skulder og arm. Den 38-årige spiller lod dog ikke til at være meget besværet af smerter, og når serberen satte førsteserven, endte det i 79 procent af tilfældene med point.
- Det hjælper helt klart, hvis man server godt. Jeg synes, jeg har haft en fantastisk serv i den seneste runde og også i aften, siger Djokovic.
Djokovic har vundet US Open fire gange - senest i 2023. Årets US Open er den tidligere verdensetters første turnering, siden italieneren Jannik Sinner besejrede ham ved Wimbledon i juni.
Også da serberen i weekenden besejrede den useedede brite Cameron Norrie i tredje runde, modtog han behandling for smerter i ryggen.
Efter kampen var han dog tilbageholdende med at fortælle om smerterne.
- Jeg har det godt, mand. Jeg er lige så ung og stærk som altid, sagde Djokovic.
/ritzau/Reuters