Fyret Thomasberg slutter FCM-tid med sejr over Brøndby

31. AUG 2025 • 22:13SPORT

I Thomas Thomasbergs sidste kamp som FC Midtjylland-træner endte det med en 3-1-sejr ude over Brøndby.

FC Midtjylland sagde farvel til træner Thomas Thomasberg med en 3-1-sejr ude over Brøndby i søndagens sene kamp i Superligaen.

To dage tidligere meddelte FCM overraskende, at Thomasberg var fyret og skulle stå i spidsen for sidste gang på Brøndby Stadion.

Det gjorde Thomasberg med professionalisme og vanlig taktisk kløgt gennem de 90 minutter med masser af drama i slutfasen, og han var tydeligt berørt efter kampen.

Med sejren er FCM placeret på andenpladsen med kun et enkelt point op til FC København. FCM er som det eneste hold fortsat ubesejret i Superligaen.

Og i torsdags førte Thomasberg med stor sikkerhed FCM i Europa League. Men FCM's ledelse vil have en anden til at føre holdet videre.

På den anden bænk kan træner Frederik Birk og Brøndby se tilbage på en kedelig uge med tre nederlag i træk, inden at holdet går på en pause med landskampe.

I sidste weekend tabte Brøndby til Sønderjyske, og i torsdags blev det til nederlag til franske Strasbourg og farvel til europæisk fodbold for denne sæson.

Nederlaget til FCM gør ekstra ondt, da det er en af de direkte rivaler i medaljekampen, som Brøndby på det seneste ellers har haft et særdeles godt tag på.

Men ikke denne søndag. Der var FCM ofte et skridt foran Brøndby.

I den tætte fodboldkamp kom det første mål efter en times jævnbyrdighed.

Brøndbys wingback Oliver Villadsen hamrede på mål og tvang FCM-keeper Elias Olafsson ud en god benparade.

Få sekunder efter lå bolden i Brøndbys netmasker, da FCM udnyttede en kontrachance.

FCM's midtbanespiller Denil Castillo havde bolden, men holdkammeraten Aral Simsir løb ind foran ecuadorianeren og overtog nonchalant kuglen.

Derefter viste Simsir fremragende sparketeknik, da han fandt det lange hjørne og kunne efterfølgende møde den uforvarende assistmager Castillo med et skævt smil.

Philip Billing spillede de første 79 minutter og fik en lovende debut for FCM, som dog var ved at smide sejren i slutfasen.

Den indskiftede Brøndby-angriber Sho Fukuda udlignede til 1-1 efter en god periode af hjemmeholdet.

Men i tillægstiden scorede FCM to gange. Først hamrede Dario Osorio bolden i kassen fem minutter inde i tillægstiden til 2-1, og kort efter var der legestue i Brøndbys forsvar.

Ingen tog bolden fra Castillo denne gang, da han nemt kunne øge til slutresultatet 3-1, og alle kunne omfavne en tårevædet Thomasberg på bænken.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT