Lynmål vender truende nederlag til sejr for Real Madrid

30. AUG 2025 • 23:35SPORT

De offensive profiler Arda Guler og Vinicius Junior scorede målene i Real Madrids sejr over Mallorca.

Real Madrid fik en tidlig forskrækkelse hjemme mod Mallorca, men to hurtige scoringer vendte et truende nederlag til en sejr på 2-1 i lørdagens kamp i La Liga.

De offensive Real Madrid-spillere Arda Guler og Vinicius Junior scorede i det 37. og 38. minut, og det var nok til at sikre alle tre point.

Forinden havde Mallorca-angriberen Vedat Muriqi headet bolden i nettet efter et hjørnespark. Her var der spillet 18 minutter.

Men Real Madrid fik på et par gyldne minutter svaret igen to gange inden for meget kort tid.

Først var det Arda Guler, der headede bolden i nettet fra tæt hold, efter at Real Madrid-stopperen Dean Huijsen havde headet på tværs af feltet.

Minuttet efter erobrede Real Madrid bolden og viste effektivt kontraspil. Egentlig var Real Madrid i omstillingen fem spillere mod tre.

Men da Vinicius havde bolden, brugte brasilianeren ingen af holdkammeraterne i overtalsspillet. I stedet driblede han selv ned og hamrede på kassen.

Det viste sig at være nok til en scoring, da bolden sad utageligt ude i den ene side af målet.

Mallorca var dog ikke slået endnu og lurede hele tiden på en udligning mod et noget hakkende Real Madrid-mandskab.

Men udligningen kom aldrig, og Xabi Alonsos tropper tog den tredje sejr på stribe og topper La Liga med ni point.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT