Syv græske fodboldfans omkommer i minibusulykke

27. JAN 2026 • 17:25SPORT

På en udebanetur til en fodboldkamp i Europa League omkom syv Paok-fans, der var på vej til franske Lyon.

En minibus, der transporterede græske fodboldfans, kolliderede tirsdag med en lastbil i Rumænien. Syv mennesker omkom. Det bekræfter officials ifølge AFP.

I alt var ti mænd med i minibussen. De var på vej fra Grækenland til Frankrig for at se fodboldklubben Paok spille ude mod Lyon i Europa League på torsdag.

Minibussen stødte sammen med en lastbil i Timis i det vestlige Rumænien, oplyser det lokale politi. Ud over syv døde kom tre til skade.

Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis, siger, at han var dybt rystet, da han "hørte om den tragiske ulykke i Rumænien, der kostede syv unge landsmænd livet".

- I disse vanskelige tider udtrykker jeg sammen med alle grækere min dybeste medfølelse til ofrenes pårørende og til Paok-familien, skriver premierministeren på Facebook.

En 29-årig mand kørte minibussen, da den krydsede over i den modsatte vognbane og kolliderede frontalt med en lastbil, oplyser politiet i Timis i en pressemeddelelse.

Af de syv omkomne blev seks af ofrene erklæret døde på stedet. Det oplyser de rumænske redningstjenester til AFP. Tre blev indlagt på hospitalet med kvæstelser.

Minibussen var fyldt med tilhængere af Paok, som var på vej til udekampen i Lyon. Det oplyser Stelios Angeloudis, der er borgmester i Thessaloniki, hvor Paok spiller sine hjemmekampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT