Lindsey Vonn er tilbage i rekordstor amerikansk OL-trup
Lindsey Vonn er udtaget til USA's trup til vinter-OL og er blandt syv amerikanere, der er med for femte gang.
232 atleter har USA udtaget til vinter-OL, og det er det største hold nogensinde. Den tidligere rekord lød på 228 atleter ved vinter-OL i 2018.Det amerikanske rekordhold tæller både atleter til vinter-OL samt de paralympiske lege.
Blandt de største stjerner er skidronningen Lindsey Vonn, der i en alder af 41 år er med til sit femte vinter-OL. Hun jagter sin fjerde olympiske medalje.
Lindsey Vonn stoppede karrieren i 2019 efter at have døjet med flere skader, men hun gjorde comeback i slutningen af 2024 efter fem års pause.
Derfor var Lindsey Vonn ikke med ved vinterlegene i 2022, så i den sammenhæng gør hun også comeback.
Lindsey Vonn vandt guld i styrtløb samt bronze i super-G ved vinter-OL i Vancouver i 2010. Hun vandt desuden bronze i styrtløb ved vinter-OL i 2018 i Pyeongchang.
Samlet set er der syv amerikanere, der stiller op for femte gang ved vinter-OL.
Bobslædekørerne Elana Meyers Taylor og Kaillie Humphries, skøjteløberen Evan Bates, ishockeyspilleren Hilary Knight samt snowboarderne Nick Baumgartner og Faye Thelen har været med ved vinterlegene fire gange før.
I alt har 98 af de amerikanske atleter tidligere været med ved vinter-OL.
Blandt de 232 udtagne atleter fra USA medregnes også ishockeyspilleren Seth Jones, som dog har pådraget sig en skade og er blevet erstattet af Jackson LaCombe. Ifølge USA's olympiske regelsæt bliver Seth Jones talt med.
Der er 115 kvinder og 117 mænd med i USA's trup til vinterlegene, der begynder i næste måned i Norditalien.
Den yngste er den 15-årige skiløber Abby Winterberger, og den ældste er den 54-årige curlingspiller Rich Ruohonen.
/ritzau/
