Napoli slider på spillerne i jagten på Champions League-avancement
Napoli er uden for top-24 og jagter en sejr over Chelsea, mens FC København skal håbe på italiensk nederlag.
FC København er ikke det eneste hold, der kæmper for at klemme sig med videre i Champions League onsdag aften.Napoli, der i sidste uge smed føringen og spillede 1-1 mod FCK i Parken, er akkurat uden for det gode selskab inden onsdagens brag hjemme mod Chelsea.
Top-24 i ligaspillet går videre til knockoutfasen, og Napoli er nummer 25 med otte point efterfulgt af FCK, der har lige så mange point, men en dårligere målscore.
Napoli-træner Antonio Conte erkender, at holdet er under massivt pres.
- Vi går gennem en vanskelig periode, og drengene har brug for stor støtte fra fansene, siger Conte ifølge AFP.
Chelsea er favorit til at vinde i Napoli, og London-klubben skal med al sandsynlighed bruge en sejr for at bevare sin placering i top-8, der går direkte videre til ottendedelsfinalerne.
Napoli skal derfor ikke regne med at få noget foræret, men går ind til kampen med den viden, at en sejr med stor sandsynlighed vil være nok til italiensk avancement. Det går Conte da også efter.
- Vi er her stadig, og vi er styrket af det faktum, at vi vil fortsætte med at kæmpe med alt, hvad vi har, selv i den absurde situation, vi står i, siger Conte.
Napoli er dog svækket af skader til flere nøglespillere, og Conte føler sig nødsaget til at bruge de samme spillere igen og igen.
- De her gutter er seriøse. De giver alt. Jeg ser, hvad de er nødt til at finde sig i, og hvad de risikerer. De bringer deres fysiske helbred i fare.
- De spiller hver tredje dag. De træner ikke. Det er de samme spillere, som skal spille. Vi har ikke mulighed for at rotere, siger Conte.
Napoli kan dog glæde sig over, at stjerneangriberen Romelu Lukaku gjorde comeback efter en skade og fik sine første minutter i sæsonen i søndagens 0-3-nederlag til Juventus i Serie A.
/ritzau/
