Alcaraz avancerer sikkert til semifinale mod Zverev

27. JAN 2026 • 12:45SPORT

Alex de Minaur strittede imod, men tog ikke sæt fra Carlos Alcaraz, der møder Alexander Zverev i semifinalen.

Verdens bedste tennisspiller, Carlos Alcaraz, og den tyske verdenstreer, Alexander Zverev, tørner sammen i den ene semifinale i Australian Open.

Det står klart, efter at Alcaraz vandt tirsdagens anden kvartfinale med 3-0 i sæt over sjetteseedede Alex de Minaur.

Forinden havde Zverev vundet sin kvartfinale over den 20-årige amerikaner Learner Tien med 3-1 i sæt og cifrene 6-3, 6-7, 6-1, 7-6.

Tien, der ligger nummer 29 på verdensranglisten, havde endda en sætbold i fjerde sæt, da han var foran med 6-5, men Zverev afværgede den med en førsteserv, der efterlod Tien chanceløs.

I stedet for 2-2 i sæt var Zverev helt suveræn i fjerde sæts tiebreak, som han vandt med 7-3 efter at have ført med 6-0.

Et enkelt brud var nok i første sæt for Zverev, og i andet sæt formåede ingen af bryde. Dermed endte det i tiebreak, som Tien vandt med 7-5 efter at have været bagud med 3-5.

I tredje sæt var Zverev suveræn, men i fjerde sæt var Tien igen med hele vejen. Denne gang kunne han dog ikke være med i den afgørende tiebreak.

Tien må trøste sig med, at kvartfinalen er hans bedste grand slam-resultat i karrieren.

Zverev har været i finalen tre gange, blandt andet i Australian Open sidste år, men han har stadig ikke vundet en af sportens fire største trofæer.

Det bliver også mere end svært i denne omgang, da Alcaraz er næste udfordring.

Alcaraz vandt sin kvartfinale med 7-5, 6-2, 6-1, men Alex de Minaur kæmpede godt imod i første sæt.

Australieren kom fra 0-3 til 3-3, og fra 3-5 til 5-5, da Alcaraz kunne serve sættet hjem.

Alcaraz fik dog hevet stikket hjem i første sæt, og i de to sidste sæt var der aldrig tvivl om udfaldet.

Den spanske stjerne jagter sin syvende grand slam-titel, men han har aldrig triumferet i Australian Open. Faktisk er det første gang, at han når semifinalen i Melbourne.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT