Familier til togulykkeofre i Spanien får udbetalt millionerstatning
Ifølge Spaniens transportminister vil familier til omkomne i stor togulykke modtage cirka 1,6 millioner kroner hver.
Familierne til de omkomne i en spansk togulykke i januar vil få udbetalt en millionerstatning.Det oplyser den spanske transportminister, Oscar Puente, tirsdag, skriver Reuters.
Ulykken skete den 18. januar, da et tog kørte af sporet på vej fra Málaga til den spanske hovedstad, Madrid.
Det bragede efterfølgende ind i et tog på det modsatte spor.
45 personer mistede livet i ulykken, mens over 120 personer kom til skade.
Ifølge Puente vil familierne til de omkomne hver modtage 216.000 euro. Det svarer til cirka 1,6 millioner danske kroner.
Beløbet består ifølge Reuters af 72.000 skattefri euro fra regeringen, et forskud på 72.000 euro fra forsikringen og 72.000 euro fra passagerernes obligatoriske rejseforsikring.
I alt vil der blive udbetalt 24 millioner euro - svarende til mere end 179 millioner kroner - i kompensation i forbindelse med togulykken, skriver Reuters.
Også de tilskadekomne vil få udbetalt erstatning. Ifølge Puente vil kompensationen i de tilfælde svinge mellem 2400 euro og 84.000 euro - altså op til mere end 627.000 kroner.
I sidste uge viste foreløbige undersøgelser, at togulykken med det dødelige udfald formentlig skyldtes et brud på skinnerne.
Undersøgelsen viste ikke noget om årsagen til skinnebruddet, men der blev fundet skader på togets hjul, som svarer til, at der var brud på skinnerne.
Ulykken var den mest dødelige togulykke i Spanien i mere end et årti. Der var i kølvandet på ulykken tre dages landesorg.
I de efterfølgende dage blev Spanien ramt af flere togulykker. To dage efter døde en lokomotivfører i en togulykke i Barcelona, da en væg tilsyneladende væltede ned over togsporene. 15 personer blev i samme ulykke kvæstet.
Senere samme uge blev flere personer kvæstet, da et tog kørte ind i en kran. Et ukendt antal personer kom lettere til skade, oplyste redningstjenesten ifølge Reuters.
/ritzau/
