Landstræner overvejer Arnoldsen som EM-forstærkning

27. JAN 2026 • 11:48SPORT

Thomas Arnoldsen er klar igen efter skade, og Nikolaj Jacobsen afviser ikke, at han kan komme i spil til EM.

Det var en streg i regningen for håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen, da Aalborgs stærke playmaker Thomas Arnoldsen blev skadet op mod EM-udtagelsen.

Men nu spøger Arnoldsen i kulissen, efter at han er blevet sin skade kvit. Og han spøger også i landstrænerens hoved.

- Ja, det gør han da. Der er ingen tvivl om, at der kommer positive meldinger fra Aalborg, lyder det fra Nikolaj Jacobsen, som også har været proaktiv i forhold til at følge Arnoldsens udvikling.

- Jeg har også været i tæt dialog både med Thomas og ikke mindst med Jan Larsen (direktør i Aalborg, red.) i det her forløb. Så det er stadig inde i overvejelserne.

Arnoldsen har først for ganske nylig fået comeback i en træningskamp for Aalborg. Her nettede han 14 gange.

Jacobsen har aldrig lagt skjul på sin begejstring for den gennembrudsstærke playmaker, men hvad der afgør, om han indkalder ham, vil landstræneren ikke ud med.

- Det ved jeg ikke. Nu må vi se, hvad der sker. Jeg vil ikke sige så meget mere endnu, for der skal ikke spekuleres så meget i det. Nu har vi en kamp i morgen (onsdag, red.). Så må I jo se der, siger han til mandagens pressemøde på spillerhotellet.

Danmark spiller onsdag aften mod Norge i den sidste kamp i EM-mellemrunden. Med sejren over Tyskland mandag ligger det dog allerede fast, at Danmark skal spille semifinale fredag.

Norge kan omvendt ikke nå en plads i semifinalerne.

Selv om semifinalepladsen er sikret, kommer Nikolaj Jacobsen ikke til at spare de profiler, som har trukket et stort læs indtil videre ved EM.

Han svarer prompte "nej", da han bliver spurgt til, om han spekulerer i de baner. Men han udelukker ikke, at nogle kan komme lidt mere i aktion end hidtil ved EM.

- Jeg kommer til at bruge det mere som en træningskamp og få testet nogle ting af, men jeg kommer ikke til at at lave om på særligt meget til kampen, slår han fast.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT