Island dummer sig i vildt EM-drama mod Schweiz
Efter 38-38 mod Schweiz har Island bragt sig selv i problemer i kampen om at nå EM-semifinalen.
Islands håndboldlandshold er på vej til at formøble en stor chance for at spille sig i en semifinale for første gang i 16 år.Uafgjort 38-38 i et hæsblæsende drama mod Schweiz i mellemrunden ved EM kan blive dyrt, når regnskabet skal gøres op efter sidste spillerunde onsdag.
Islændingene har stadig en chance for at spille sig til medaljekampene i Herning. Men holdet skal ikke bare slå Slovenien i den sidste mellemrundekamp.
Man er også afhængig af resultaterne i andre kampe. Hvis Sverige og Kroatien gør rent bord, er spillet ude.
Island imponerede søndag stort med en klar sejr over svenskerne, men kunne slet ikke finde de samme takter mod Schweiz.
Islændingene havde ellers bolden i kampens sidste sekunder, men fik ikke spillet sig frem til en brugbar chance mod de undertippede schweizere, der kæmpede som besatte og blev belønnet med et overraskende point.
Alt andet havde da også været bittert for Schweiz, der førte i store dele af kampen og havde de islandske storfavoritter alvorligt på hælene.
Island haltede efter i store dele af en tempofyldt første halvleg og klarede kun med nød og næppe uafgjort ved pausen.
Specielt forsvarsspillet fungerede ikke, og Viktor Gisli Hallgrimsson havde svære betingelser i målet.
Trængslerne fortsatte fra starten af anden halvleg, og efter ti minutter førte schweizerne 28-25.
40-årige Björgvin Páll Gústavsson fik lov at forsøge sig i målet, men fik aldrig fat, og så kom Hallgrimsson tilbage i buret for at forsøge at redde sit hold ud af kniben.
Island kom da også tættere på og nåede halvandet minut før tid omsider på omgangshøjde, da Ellidi Vidarsson scorede til 38-38 i tomt mål, mens Schweiz havde to mand udvist.
Den schweiziske landstræner, Andy Schmid, tog timeout og lagde en slagplan for det sidste, nervepirrende minut. Men hans hold lavede angrebsfejl og gav islændingene en gylden mulighed, som de ikke kunne udnytte.
Island vandt sølv ved OL i 2008 og bronze ved EM to år efter. Siden har islændingene ikke nået en semifinale ved et stort mesterskab.
/ritzau/
