Svane har taget kæmpe ambitioner med ind på landsholdet

28. JAN 2026 • 12:00SPORT

EM-debutant er ikke tilfreds med bare at være blevet landsholdsspiller. Han vil være blandt de bedste.

En uges tid før jul sad Bjerringbro-Silkeborgs (BSH) Mads Svane i bilen sammen med holdkammerat Mads Lenbroch. De var på vej ned i byen i Silkeborg for at få noget frokost efter træning, da et ukendt nummer ringede til ham.

Det var landstræner Nikolaj Jacobsen, som meddelte, at Svane var udtaget til EM.

- Normalt er jeg meget fin til at stamme nogle ord frem, men det havde jeg meget svært ved der. Jeg var helt paf. Det var sgu helt vildt, fortæller han.

Med til historien hører, at 23-årige Mads Svane på det tidspunkt aldrig havde været udtaget til A-landsholdet.

Hans første landsholdssamling blev optakten til EM, og han endte med at være blandt de 16 spillere, som Nikolaj Jacobsen valgte at gøre brug af allerede i første EM-kamp mod Nordmakedonien.

Derefter har han været oversidder, men den unge playmaker agter ikke at være marginalspiller de kommende år.

For Svane har ikke kun bragt benovelse med ind i den stjernespækkede danske EM-trup. Den fodrappe spiller er ydmyg, men lægger ikke skjul på, at han har store ambitioner for sin karriere.

- Jeg står op hver dag for at blive den bedste, jeg overhovedet kan blive. Så må vi se, hvor langt det rækker, men jeg håber, at "the sky is the limit" for mig, siger han og tillader sig selv at drømme stort.

- Jeg håber at komme ud på de helt store adresser og forhåbentlig vinde alle de store titler. Og det starter forhåbentlig her i januar.

Det er kun et halvt år siden, han skiftede fra Mors-Thy til BSH for at tage det næste skridt i karrieren. Da havde han ingen tanker om, at han netop nu skulle stå til EM med Danmark.

Paradoksalt nok var ulykkelige omstændigheder for hans forbillede i BSH, Rasmus Lauge, en stor del af årsagen til, at Svane for alvor kunne træde i karakter på klubholdet.

Den for tidlige fødsel af Lauges datter i starten af 2025 fik den rutinerede playmaker til at tage et halvt års pause fra håndbolden for at være med familien. Og så fik Svane pludselig rigtig meget spilletid.

Det gjorde han godt, men han lægger heller ikke skjul på, at han savnede Lauge som holdkammerat. For den mangeårige landsholdsspiller var en stor del af årsagen til, at Svane valgte at skifte til BSH.

- Rasmus er fantastisk. At han spillede i BSH, var en af årsagerne til, at jeg valgte klubben i sin tid. Han er en virkelig god holdkammerat, og jeg er meget glad for, at jeg når at få lov til at spille sammen med ham.

- Han har prøvet alle de ting, jeg drømmer om, og han har spillet på de største adresser. Og så har han spillet på landsholdet i 15 år. Det i sig selv er jo helt vanvittigt.

Blandt de ting, Rasmus Lauge har prøvet, er seks sæsoner i verdens stærkeste liga, Bundesligaen. Her tørnede han ud for giganterne THW Kiel og Flensburg-Handewitt.

Det er destinationer, som får tænderne til at løbe i vand hos Mads Svane.

- Bundesligaen er min helt store drøm. Siden jeg var lille, har jeg altid drømt om at komme til at spille nede syd for grænsen, hvor håndbold bare er kæmpestort, og hvor de bedste hold hører til, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT