Speedskater revser kvalifikationssystem efter mistet OL-plads
Dansk speedskater Philip Due Schmidt gik glip af en OL-plads og kalder kvalifikationssystemet uretfærdigt.
Den danske speedskater Philip Due Schmidt føler sig uretfærdigt behandlet, efter at han gik glip af en plads ved vinter-OL i Norditalien, kort efter at han troede, at drømmen var opfyldt.Philip Due Schmidt jublede, da han på et hængende hår så ud til at have kvalificeret sig.
- Jeg skal til OL! Kan I fatte det? Fordi det kan jeg ikke, skrev han på Instagram i sidste weekend.
Men glæden varede mindre end en uge. Fredag kom den hårde melding om, at pladsmangel havde kostet ham pladsen.
- Jeg ved ikke, om det nogensinde bliver noget, jeg kan acceptere, siger han mandag, få dage efter beskeden.
På dagen, hvor han fik det at vide, lå han i sin seng eller på sofaen og havde ikke overskud til noget som helst.
- Jeg var faktisk i sådan en form for depressiv tilstand, fortæller han.
Den svære besked kom som et chok. Den Internationale Skøjteunion må kun sende 164 atleter til OL, og hvis antallet af kvalificerede atleter overstiger det, må nogle skæres fra. Det kostede Philip Due Schmidt hans plads.
Selv havde han hele tiden vidst, at reglen eksisterede, men han troede, da han delte glæden over sin deltagelse, at det var utænkeligt, at den ville true hans OL-plads.
- Jeg havde også lige den her følelse efter opslaget, om jeg nu havde lovet for meget, men alle, jeg snakkede med, sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig, siger den 28-årige dansker.
- Det virkede utænkeligt, at den skulle ramme mig, understreger han.
Kvalifikationssystemet er ifølge Due Schmidt kompliceret.
Først skulle han være blandt de 24 bedste på ranglisten i massestart, hvilket han blev på et hængende hår i december. Dernæst skulle han køre under 6 minutter og 30 sekunder på 5000 meter. Det lykkedes også lige akkurat i sidste weekend, hvorefter han jublede over sin kvalifikation.
Ikke desto mindre fik han ingen OL-billet alligevel, og Due Schmidt kalder beslutningen "uetisk" og "umenneskelig".
Hans kritik retter sig især mod systemet, der ifølge ham gør det muligt, at andre nationer kan udnytte reglerne og få flere atleter med.
Det kan ifølge Due Schmidt eksempelvis ske, hvis én atlet kvalificerer sig på flere distancer og dermed sikrer sit land flere kvotepladser.
De ekstra pladser kan ifølge ham gives videre til andre atleter fra samme nation, også selv om de ikke selv har opfyldt de sportslige kvalifikationskrav.
Han mistænker, at den type mekanisme kan have været med til at koste ham pladsen.
- Systemet er ikke godt nok, når det kan ende med, at der er atleter til OL, som kommer fra en reserveliste, eller som slet ikke har kørt nogle World Cups, fordi de kommer ind på en nationsplads, der er sikret af nogle andre, siger han.
- Det kan være på bekostning af folk som mig eller andre, der har kvalificeret sig til OL. Det bør ikke være muligt, siger Philip Due Schmidt.
Han understreger, at han endnu ikke kan bekræfte, om det er det, der konkret er sket, da han fortsat afventer de endelige lister over kvalificerede atleter.
Sammen med Dansk Skøjte Union vil han gennemgå kvalifikationslisterne grundigt, når de bliver offentliggjort.
- Chancen er nok ekstremt lille for, at vi kan gøre noget ved det, men hvis der er noget at gøre, bliver vi nødt til at gå efter det, tilføjer han.
Ifølge Due Schmidt handler det især om at få klarhed over, hvem der har kvalificeret sig, og hvem der har mistet deres plads.
- Vi vil være sikre på, at det er sket korrekt og etisk, siger han.
Philip Due Schmidt bebrejder dog ikke de andre lande, hvis de har udnyttet systemet.
- Jeg tror, at alle lande ville have gjort det samme i den situation og sørge for at få flest muligt atleter med, siger Due Schmidt.
Frustrationen ligger i, at han tror, at nogen er kommet med til OL uden udelukkende selv at have kørt sig til det.
- Det er i hvert fald det, som helt klart føles uretfærdigt, siger han.
Selv om oplevelsen og belønningen er taget fra ham, kan ingen tage præstationen fra ham. Nu handler det om at passe på sig selv og reflektere over fremtiden.
- Hvis jeg ikke havde min familie og min træningsgruppe, så ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort, siger Philip Due Schmidt.
Selv om han skal gentænke den tid og energi, som han år efter år lægger i sporten, tror han dog ikke, at det endnu er tid til at lægge skøjterne på hylden.
- Jeg håber, at jeg kan samle energi til at gå efter OL igen, og at jeg ikke har for meget frygt for, at jeg igen ender i en situation som nu, hvor jeg har gjort alt, men det alligevel bliver taget fra mig, siger han.
Philip Due Schmidt må i stedet følge med i vinter-OL i Milano og Cortina d'Ampezzo hjemmefra, når åbningsceremonien finder sted 6. februar.
/ritzau/
