Borgmester sigtes for LGBT+-parade med 200.000 deltagere i Budapest

28. JAN 2026 • 11:55UDLAND

Politiet havde nedlagt forbud mod prideparade, som alligevel blev afholdt i Ungarns hovedstad.

Den ungarske anklagemyndighed har rejst sigtelse mod Budapests borgmester, Gergely Karacsony, fordi han var med til at arrangere en prideparade i juni 2025.

Optoget til fordel for Ungarns LGBT+-miljø blev afholdt i Budapest, selv om politiet forinden havde udstedt et forbud mod det.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Anklagemyndigheden vil have borgmesteren idømt en bøde, men vil ikke have sagen behandlet i en retssag.

- Distriktsanklagerens kontor har anmodet retten om at udstede en bøde til den sigtede i en summarisk afgørelse uden en retssag, skriver anklagemyndigheden i en udtalelse.

Det fremgår ikke, hvor stor en bøde anklagemyndigheden vil have borgmesteren idømt.

Ifølge arrangørerne deltog flere end 200.000 mennesker i paraden. Den blev blandt andet afholdt som en reaktion på den ungarske premierminister Viktor Orbans hårde linje mod LGBT+-miljøet.

Orban erklærede inden paraden, at han ville forbyde den. Herefter indskrev hans regeringskoalition nye bestemmelser i ungarsk lovgivning og i landets forfatning, hvilket skulle gøre det muligt at forbyde paraden.

Budapests bystyre tilbød de oprindelige arrangører at hjælpe med at arrangere og afvikle paraden på trods af regeringens arbejde for at stoppe den.

I et opslag på Facebook har borgmesteren reageret på sigtelsen og anklagemyndighedens ønske om at afslutte sagen uden en egentlig retssag.

- De ønsker ikke engang en retssag, for de fatter ikke, at vi her i byen har forsvaret frihed, mens vi stod over for en selvisk, smålig og ynkelig magt, skriver Gergely Karacsony.

Lovovertrædelsen, som Karacsony er sigtet for, kan ifølge AFP give op til et år i fængsel.

Borgmesteren tilhører venstrefløjen og er i opposition til premierminister Orban og hans højrefløjsparti, Fidesz.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT