Supermarkeder er klar til at give momsbesparelse videre til forbrugere
Når politikere bliver enige om, hvordan fødevaremomsen skal sænkes, er butikker klar til at sænke priserne.
En række af landets dagligvarekæder står klar til at sænke priserne, hvis politikerne sænker momsen på fødevarer.Både Rema 1000 og Dagrofa meddeler, at man vil sænke priserne en til en med en momssænkning.
- Vi vil give det direkte videre til kunderne. Vi tjener ikke noget på momsen. Det gør staten, siger Jonas Schrøder, som er kommunikations- og ansvarlighedsdirektør i Rema 1000.
Hvis momsen bliver fjernet på frugt og grønt, svarer det til et prisfald på 20 procent.
Onsdag formiddag har regeringen og en række øvrige partier præsenteret en aftale om fødevarepriser.
Partierne er enige om at afsætte seks milliarder kroner om året fra 2028 til at sænke momsen på fødevarer.
Det er endnu ikke aftalt, om det er momsen på alle fødevarer, som skal sættes ned, eller om momsen på frugt og grønt skal fjernes helt.
Også hos Dagrofa har man tænkt sig at lade en kommende momsnedsættelse slå igennem, så den kommer forbrugeren til gavn.
- Ja, vi kommer til at sikre, at forbrugerne mærker momsnedsættelsen en til en, siger Tomas Pietrangeli, som er administrerende direktør i Dagrofa, i en skriftlig kommentar.
- Konkurrencen i dagligvarehandlen er så hård, at der næppe er plads til, at nogen konverterer en momsnedsættelse til indtjening, lyder det videre.
Dagrofa står bag dagligvarekæderne Meny, Spar og Min Købmand.
Også hos Coop, som står bag blandt andet Kvickly, SuperBrugsen og 365discount, vil priserne falde tilsvarende med en kommende momsnedsættelse.
Det oplyser Annette Jorn, som er administrerende direktør i Coop amba, som ejer Coop Danmark sammen med energiselskabet OK.
De økonomiske vismænd fraråder at indføre differentieret moms, hvor momsen sænkes på eksempelvis fødevarer.
Ifølge vismændene er andre instrumenter mere effektive, hvis man ønsker at understøtte grøn omstilling, støtte udsatte borgere eller give bedre folkesundhed.
/ritzau/
