Sportschef vil forstærke FCM med spillere fra høj hylde
FCM kigger efter spillere på niveau med det argentinske stjerneskud Maher Carrizo, fastslår sportschef.
Transfervinduet lukker i starten af næste uge, og FC Midtjylland har muligvis ikke hentet sin sidste spiller ind.Det fastslår sportschef Kristian Bach Bak efter torsdagens 2-0-sejr over Dinamo Zagreb, der sikrede midtjyderne en tredjeplads i Europa Leagues ligaspil.
- Jeg forventer, at vi bliver ved med at kigge på kandidater, som kan hæve vores niveau. Hvis det sker, så sker det, men ellers er jeg enormt tryg ved den trup, vi har nu, siger han.
FCM har foreløbigt hentet angriberen Mikael Uhre og kantspilleren Junior Ze ind i januar, men Bach Bak har også tidligere bekræftet, at det 19-årige argentinske stjerneskud Maher Carrizo er på listen over muligheder til offensiven, hvor en stribe profiler er på affyringsrampen.
Franculino, Aral Simsir og Dario Osorio skal efter planen videre til sommer, og derfor giver det mening at hente eventuelle afløsere ind nu. Ifølge Bold har Velez dog afvist et bud svarende til omkring 60 millioner kroner på Carrizo.
Og hollandske De Telegraaf melder nu Ajax ind i kampen om den argentinske U20-landsholdsspiller.
- Jeg ved ikke, om det er et stort problem, men det er ikke overraskende, at der er interesse for en spiller som ham. Jeg tror ikke, Ajax er den eneste klub, og vi må se, hvor han ender. Men det er den hylde, vi skal op på for at forstærke holdet, siger Bach Bak.
Den mangeårige klubmand har været med til både op- og nedture, og tredjepladsen i Europa Leagues ligaspil og den medfølgende ottendedelsfinale i Europa League hører til blandt de største i klubbens historie.
- Det rangerer ufatteligt højt at kvalificere sig direkte til en ottendedelsfinale og springe en runde over. Det gør mig utrolig stolt, at vi ender så højt i et stærkt felt.
- Det første mesterskab vil for mig altid være det største, men jeg er stolt af, at vi som klub har løftet os til denne her hylde, hvor vi føler, vi hører hjemme, siger han og afslører, at der er kommet lykønskninger fra de danske rivaler.
- Der kommer mange tilkendegivelser for måden, vi spiller på, og vores aggressive presspil. Det er stærkt, at folk anerkender måden, vi har gjort det på, og hvordan vores spillere har løftet sig internationalt.
FCM møder i sin ottendedelsfinale til marts enten Nottingham Forest, Fenerbahce, Panathinaikos eller Viktoria Plzen.
/ritzau/
