15.000 har henvendt sig til Dao om forsinkede breve

30. JAN 2026 • 10:28INDLAND/KRIMINAL

Overgangen fra PostNords brevomdeling til Dao har ikke været uden gnidninger. Flere har meldt om forsinkelser.

Siden distributionsselskabet Dansk Avis Omdeling (Dao) overtog brevuddelingen fra årsskiftet, har en lang række danskere ventet på forsinkede breve.

Det skriver DR.

Særligt ophobninger af brevene er kommet bag på Dao og er en af forklaringerne bag forsinkelserne, siger Daos direktør, Hans Peter Nissen, til mediet.

Blandt andet kreditkort sendt ud til kunder fra banker og breve til ældre har været blandt de breve, som nogle har måttet kigge langt efter.

Fra Finans Danmark, der er bankernes interesseorganisation, lyder det, at der er tale om "et landsdækkende problem".

Det siger direktør for investering, digital innovation og samfundsomstilling hos Finans Danmark Line Munkholm Haukrog til DR.

Også Ældre Sagen melder om en stigning i manglende post for organisationens medlemmer til mediet.

Forsinkelserne udgør et særligt stort problem for de 250.000 danskere, der er fritaget fra at modtage digital post, lyder det.

I år 2000 var der ifølge tal fra Trafikstyrelsen 1,44 milliarder brevforsendelser, mens tallet var faldet til 122 millioner i 2024.

Det var også en af årsagerne til, at PostNord meddelte, at selskabet lukkede brevforretningen.

I 2024 blev befordringspligten afskaffet. Den betød indtil da, at PostNord var forpligtet til at omdele breve til hele landet.

Trafikstyrelsen har tidligere oplyst til Ritzau, at postmarkedet og kvaliteten af Daos brevomdeling vil blive overvåget.

- Vi har siden 1. januar 2014 ført tilsyn med postmarkedet for at vurdere, hvorvidt de landsdækkende postfirmaer omdeler pakker og breve til ensartede priser og inden for de tidsfrister, som de har forpligtet sig til, har styrelsen oplyst.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Dao.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT