Ehlers sætter skub i vildt Carolina-comeback i NHL

30. JAN 2026 • 06:09SPORT

Carolina Hurricanes var bagud med to mål med to minutter tilbage af et opgør mod Utah Mammoth, men vandt 5-4.

Carolina Hurricanes afværgede natten til fredag et faretruende nederlag og slog Utah Mammoth i et gigantisk comeback i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

Med tre scoringer inden for de sidste to minutter vandt Nikolaj Ehlers og holdkammeraterne med 5-4.

Gæsterne fra Utah havde ellers kurs mod sejren med et komfortabelt to-måls-forspring, da holdene tog hul på de sidste to minutter af tredje periode.

Nikolaj Ehlers blev noteret for en assist, da hjemmeholdet med et minut og 59 sekunder tilbage reducerede til 3-4.

Fra sin position på venstrekanten sendte danskeren pucken skråt bagud til holdkammeraten Shayne Gostisbehere, der skød på mål fra distancen.

Pucken blev blokeret inde foran mål, hvor Andrei Svechnikov var hurtig og fik prikket den i nettet.

På det tidspunkt havde Carolina Hurricanes pillet keeper Brandon Pussi ud for at jagte et comeback med en ekstra markspiller på isen.

Kun 32 sekunder senere havde Gostisbehere bedre held med et skudforsøg, da han tog sigte og tordnede pucken i mål til 4-4.

Med uafgjort ville kampen gå ud i overtid, men Carolinas Jordan Staal ville det anderledes. Med 29,4 sekunder tilbage skabte han ekstase på hjemmebanen i Raleigh med 5-4-scoringen.

Carolinas danske målmand, Frederik Andersen, sad på bænken for hjemmeholdet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT