Danmark bliver opgraderet til to pladser i Champions League

29. JAN 2026 • 23:19SPORT

Både nummer et og to i næste sæsons Superliga får chancen i Champions League-kvalifikationen i sommeren 2027.

Næste sæsons sølvvinder i Superligaen får ligesom mesterholdet chancen i Champions League-kvalifikationen i 2027/28-sæsonen.

Det står klart, efter at Danmark torsdag matematisk har sikret sig mindst en 15.-plads på den koefficientrangliste, som Uefa bruger til at fordele pladserne i sine tre turneringer.

Og medmindre Uefa pludselig og uventet ændrer på sin adgangsliste, sender Danmark i 2027/28-sæsonen fem hold ud i kvalifikationsturneringerne til de europæiske ligaspil i stedet for fire hold som i de seneste sæsoner.

Næste sæsons nummer et og to i Superligaen deltager i Champions League-kvalifikationen, pokalvinderen ryger i Europa League-kvalifikationen, og nummer fire ryger ligesom vinderen af playoffopgøret mellem nummer fem og syv i Conference League-kvalifikationen.

Den europæiske opgradering sker efter den koefficientmæssigt mest indbringende sæson af de danske mandskaber nogensinde.

FC København har med sin deltagelse i Champions Leagues ligaspil og tilhørende bonuspoint sikret en stor del af høsten, men FC Midtjylland er med sine præstationer i Europa League dansk topscorer og har med sin kvalifikation til ottendedelsfinalerne mulighed for at lægge yderligere på.

Danmark ligger for den gældende femårige periode aktuelt nummer 13 på koefficientranglisten og er sikret mindst top-15, da kun Norge og Cypern fortsat har mulighed for at overhale.

Schweiz mistede torsdag den mulighed, da Basel og Young Boys røg ud af Europa League. Det efterlader Lausanne som eneste tilbageværende deltager, men holdet kan i Conference League ikke hente nok point til at sende Schweiz over Danmark.

Der er dog forskel på de to danske pladser i Champions League-kvalifikationen.

Mesterholdet deltager i den såkaldte Champions Path og konkurrerer med andre mesterhold om en plads i Champions Leagues ligaspil, mens den danske sølvvinder kæmper i den på papiret svære League Path mod ikke-mesterhold fra mellemstore ligaer som for eksempel Frankrig, Portugal og Holland.

Næste sæsons mester træder endda ind i playoffrunden og er dermed sikret mindst et ligaspil i Europa League, hvis Danmark holder sig i top-14 sæsonen ud.

Sølvvinderen træder ind i anden kvalifikationsrunde og skal vinde tre dobbeltopgør for at komme i Champions Leagues ligaspil.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT