Silkeborg kravler i top-6 og forværrer dyb Vejle-krise
Vejle er uden en sejr i ti superligakampe på stribe. Silkeborg er med 2-1-sejren på sjettepladsen.
Efter en sejr over FC København fulgte Silkeborg op med en ny sejr, da bundproppen Vejle blev nedlagt med 2-1 på udebane.Silkeborg kom søndag tidligt bagud, men fik stort set lige så hurtigt vendt begivenhederne 180 grader.
Vejles krise blev dermed gravet endnu dybere.
Holdet har ikke vundet i ti superligakampe i træk og er for alvor inde i en faretruende spiral som ligaens bundprop.
Vejlenserne ligger sidst og har syv point efter 13 kampe. Man skal tilbage til 1. august for at finde den seneste Vejle-sejr i Superligaen. Det er tilmed den eneste sejr for oprykkerne i sæsonen.
Med sejren springer Silkeborg op på en aktuel sjetteplads med 17 point. Klubben fra Søhøjlandet kan dog blive overhalet indenom senere i spillerunden.
Silkeborg greb taktstokken fra start, men det var værterne i Nørreskoven, der bragte sig i front efter blot otte minutter.
Udeholdets midtbane så lettere passivt til, da Giorgi Tabatadze førte bolden frem i en omstilling, og så kunne Christian Gammelgaard uden tøven sparke kuglen fladt i det lange hjørne.
Det bragte dog ikke Silkeborg ud af kurs, og ganske fortjent bragte Tonni Adamsen balance i regnskabet efter 20 minutter. Efter et dybdeløb vippede Adamsen elegant 1-1-målet i nettet.
Ti minutter senere fik silkeborgenserne vendt det hele på hovedet. Callum McCowatt kanonerede et indlæg i feltet, som Pedro Ganchas i stangede ind til 2-1.
En presset Vejle-træner Ivan Prelec foretog fire udskiftninger indenfor ti minutter i anden halvleg og forsøgte ihærdigt at begivenhederne.
Få minutter før slutfløjt blev der dømt straffespark til Vejle, der kortvarigt troede, at en livline var sikret.
Men dommer Mikkel Redder blev kaldt ud til VAR-skærmen og annullerede det dømte straffespark, da Silkeborgs Robin Østrøm tacklede lige på bolden.
/ritzau/
