FCK skuffer igen i Parken og mister skridt i topkampen

26. OKT 2025 • 20:03SPORT

FC København ramte træværket to gange, men hjemmeholdet formåede ikke at score i 0-0-kampen mod Viborg.

FC København havde kun vundet en enkelt af sine fem hjemmekampe i Superligaen inden søndagens kamp mod Viborg FF.

Efter søndagens 0-0-kamp hedder den statistik nu en sejr i seks ligakampe i Parken.

Dermed blev det endnu en kostbar spillerunde, da både AGF og FC Midtjylland vandt i 13. spillerunde.

Med pointtabet er FCK på tredjepladsen otte point efter AGF og seks point efter FCM.

I den tunge ende af tabellen er Viborg placeret med blot en enkelt sejr i holdets seneste seks kampe. Viborg har to point ned til FC Fredericia under nedrykningsstregen.

FCK havde store problemer med at spille sig frem til chancer, og en af holdets største chancer faldt efter ti minutter, da et forsøg fra Mohamed Elyounoussi blev rettet af og ramte stolpen.

Viborg var tæt på at bringe sig i front, da Asker Beck sparkede forbi mål fra kanten af feltet.

Jordan Larsson havde også et forsøg, men bolden gik symptomatisk for kampen over mål.

De første 45 minutter var ikke specielt underholdende, og ingen af holdene sprudlede.

Viborg stod stærkt i defensiven, godt hjulpet af midtbanestyrmanden Jeppe Grønning der spillede sin kamp nummer 400 for gæsterne.

I anden halvleg kom FCK frem til mere, men det blev sjældent for alvor farligt.

Junnosuke Suzuki tog et godt løb ind i feltet, men afslutningen var ikke god nok.

Heller ikke indskiftede Youssoufa Moukoko var skarp, når tyskeren fik nogle løse muligheder.

FCK ramte i slutfasen træværket endnu en gang, da den indskiftede kantspiller Robert Silva hamrede bolden mod mål.

Men det endte med endnu en stor skuffelse for FCK og cheftræner Jacob Neestrup, der råbte sine frustrationer ud i slutminutterne og efterhånden virker som en presset herre.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT