Hundredvis af beboere evakueret efter jordskred i Oslo
Der er bevægelse i undergrunden efter jordskred i Oslo og dermed frygt for, at mere kan styrte ned.
Mellem 300 og 400 af mennesker er søndag evakueret efter et større jordskred i Norges hovedstad, Oslo.Det skyldes frygt for, at to store sten- eller klippeblokke vil blive revet med.
- Der er fare for, at to kæmpestore blokke styrter ned. Så hele blokken (boligblokken, red.) er i fare. Nu er der evakuering af alle, siger politiets indsatsleder, Thomas Broberg, til avisen Aftenposten.
- Det er store stenmasser og jordmasser, der kan skride ud, forklarer han over for mediet VG.
Politiet omtaler indsatsen ved Carl Berners Plass i Oslo som omfattende.
- Det er en vældig stor operation, og det er alvorligt for dem, det berører, siger politiets indsatsleder ifølge nyhedsbureauet NTB.
Han oplyser, at en geolog er på stedet for at vurdere, om der er fare for bygningerne, og om der kan komme flere skred.
Brandvæsnet oplyser ifølge NTB, at der er bevægelse i undergrunden.
- Det som er glædeligt er, at der ikke har været yderligere jordskred, mens vi har været der, siger Broberg.
Der er foreløbig ikke meldinger om tilskadekomne efter jordskreddet. Men en bil er blevet ødelagt.
En af de boligblokke, der er blevet evakueret, rummer især studenterboliger. Her er 290 lejligheder, hvor 45 er for familier.
Bag de afspærringer, brandvæsnet har sat op, står mange unge med sække og tasker med deres ejendele i, skriver VG.
Oslo kommune arbejder på et etablere et center for de evakuerede, som har brug for et midlertidigt sted at være, meddeler politiet.
Aftenposten skriver ifølge nyhedsbureauet NTB, at ejeren af de evakuerede boliger, Studenterforeningen i Oslo (SiO), allerede i 2021 blev advaret om faren for nedstyrtning af kommunen.
- Vi har registreret, at der er en stor del løse sten flere steder bag nettet, hvilket på sigt kan øge risikoen for nedfald, lød det i et brev fra kommunen.
Aftenposten har uden held forsøgt at række ud til SiO for at høre, om de løse sten på skråningen blev udbedret efter advarslen fire år tilbage.
/ritzau/
