Thomas Frank nedlagde Everton: Det blev et hundeslagsmål

26. OKT 2025 • 20:27SPORT

Tottenham spillede sig til tredjepladsen mod Everton, hvor alle tre mål faldt på hovedstød.

Det var ikke fodbold på øverste hylde, men Thomas Frank og Tottenham sejrede alligevel sikkert med 3-0 ude hos Everton.

Sejren bringer Tottenham på tredjepladsen i Premier League, og danskeren sender store roser i retning af sit mandskabs præstation.

- Uanset modstanderen er det altid imponerende at vinde 3-0 på udebane i Premier League, siger cheftræneren til Viaplay.

- Jeg er meget tilfreds med første halvleg. Anden halvleg blev mere et hundeslagsmål, som det altid kan blive i den her liga, lyder det.

De tre scoringer var alle på hovedstød, og de to første stod forsvarsspilleren Micky van de Ven bag efter to effektive hjørnespark.

- Dødbolde er så afgørende, og der bliver mere og mere fokus på det. Det er et nøgleområde.

- Da jeg kom til klubben, sagde jeg, at vi skulle fokusere meget på dødbolde, for det kan afgøre fodboldkampe.

Netop de to scoringer fra hollandske Micky van de Ven var ikke en tilfældighed for Frank, der overtog trænersædet i sommer.

- Da jeg kom til klubben, var jeg lidt efter Micky, fordi han vist kun havde scoret et enkelt hovedstødsmål i karrieren. Både trænerstaben og Micky selv har arbejdet hårdt på det, siger Thomas Frank.

Med sejren i Everton lyder Tottenhams pointhøst på 17 point efter ni runder.

På tredjepladsen har Thomas Franks tropper fem point op til ærkerivalen Arsenal i spidsen af Premier League.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT